Boldklubben 1973 Herlev - meget mere end fodbold

Klubudvikling, inklusion, frivillighed og fællesskab er alle nøgleord, der beskriver Boldklubben 1973 Herlev, der er nomineret til DGI Storkøbenhavns pris Årets Forening 2018.

Ekstra tilbud til alle klubbens medlemmer 

Der bliver hele tiden arbejdet på at sikre bredde og udvikling i Boldklubben 1973 Herlev. Derfor har klubben bl.a. igangsat aktiviteter med fokus på, at alle spillere i klubben uanset niveau kan få et ekstra tilbud. Et tiltag, der har til formål at øge fokusset på at skabe et bedre klubliv og øge fællesskabsfølelsen. 

Et eksempel på dette er klubbens fællesskabsdag, hvor alle de mindste børn er inviteret ned i klubben til en dag fyldt med sjove aktiviteter. Formålet med dagen er bl.a. at rekruttere frivillige, udvikle klublivet og give medlemmer en masse gode oplevelser på tværs af årgangene.

 
Inklusion og beskæftigelse

Et af Boldklubben 1973 Herlevs andre tiltag er et samarbejde med Herlev Kommune om et beskæftigelsesprojekt. Projektet er tænkt som en alternativ måde at få unge på længevarende offentlig ydelse engageret i job, uddannelse eller virksomhedspraktik.  

En af de grundlæggende tanker bag projektet har været at skabe en tættere alliance med deltagerne, samt at skabe tilknytning til det lokale foreningsliv og dermed inddrage de unge.

Deltagergruppen er primært unge, der kæmper med isolation og ensomhed som følge af lavt selvværd og/eller psykisk sygdom. 

Projektet har derfor haft til formål, via motion og fællesskab, at skabe et netværk og en sund personlig udvikling hos deltagerne, således at de bliver bedre rustet til at starte i job eller uddannelse. Derudover har formålet med projektet været at nedsætte stress hos deltagerne, samt skabe en hverdag med struktur og indhold. 

 

Forbedrede muligheder

Sideløbende med ovenstående har klubben bl.a. med PARASPORT igangsat Hjortespringsprojektet.

Projektet går i alt sin enkelthed ud på, at unge mennesker fra Speciel skolen Gl. Hjortespring har haft mulighed for at træne i klubben en gang om ugen med henblik på at få flere unge med udfordringer til at starte i foreningslivet.

Projektet har allerede båret frugt, hvilket betyder, at nogle af de unge fra skolen så småt er begyndt i klubben.


Udvikling

Generelt set er Boldklubben 1973 Herlev en klub i rivende udvikling. Medlemstallet er blandt det største på Sjælland på børn og ungdomssiden, hvilket må anses som et meget positivt tegn.  


Fællesskab skaber man sammen

”Boldklubben 1973 Herlev - meget mere end fodbold” er klubbens slogan, og det viser klubbens inkluderende aktiviteter også i den grad. Dette er grunden til, at Boldklubben 1973 Herlev er nomineret til prisen Årets Forening 2018.  

Ud over Boldklubben 1973 Herlev er Fightworld fra Valby og Krumspring fra Vanløse også nominerede til prisen Årets Forening 2018.

Afsløringen af, hvem af de tre nominerede, der løber med titlen som Årets Forening 2018, finder sted på DGI Storkøbenhavns Generalforsamling onsdag d. 21. marts kl. 18-22, som foregår i Kedelhallen, Nyelandsvej 75a, 2000 Frederiksberg.