Efter tre års ventetid: 130.000 gymnaster skal på gulvet til DGI Gymnastiks forårsopvisninger
Corona har de sidste to år forhindret de traditionsrige forårsopvisninger i gymnastik. Men i år byder DGI Storkøbenhavn på tre dage med forårsopvisninger.
I 2020 såvel som 2021 blev langt størstedelen af gymnastikkens forårsopvisninger aflyst, og mange tusinde gymnaster blev snydt for at vise det frem, som de havde arbejdet på hele sæsonen.
Men i de kommende måneder vil flere end 130.000 gymnaster fra foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold sørge for, at der bliver fyldte haller til DGI’s forårsopvisninger i hele landet. Opvisningerne løber fra slutningen af februar og frem til april.
I DGI Storkøbenhavn er der i år 2213 deltagende gymnaster, der skal på gulvet til DGI’s forårsopvisninger, og der forventes opbakning fra et stort antal publikum.
Formand for DGI Storkøbenhavn, Peder Nedergaard, glæder sig over, at vi igen kan være med til at samle så mange mennesker til en gymnastikopvisning:
”Det er bekræftende, at vi igen kan mødes med bevægelse og glæde i fokus. Jeg ser frem til at se og opleve energien, glæden og spændingen, når gymnasterne går på gulvet i den kommende weekend. Gymnasterne er de sidste to år blevet snydt for forårsopvisningerne, så jeg er sikker på, at det bliver et brag af et show”
Over 150.000 publikummer
Der forventes over 150.000 publikummer til de mere end 100 opvisningsdage landet over – og de mange publikummer kan godt skrue forventningerne i vejret, siger bestyrelsesmedlem, Hanne Lene Haugaard:
”Vi er glade for, at så mange vil dele opvisningsdagene med os. Det trænger vi til. Vi trænger til at dele glæden ved gymnastikken med en hel masse mennesker og mærke suset og fællesskabet sammen med dem.”
Samtidig bringer Hanne Lene Haugaard en opfordring til de mange publikummer:
”Jeg håber, at publikum vil være med til at give den en skalle, bakke op og give gymnaster og instruktører en god oplevelse på gulvet. Det har været en sæson, der har budt på benspænd med lukkede haller og aflyste træningsdage, så der vil ske fejl. Men vi skal turde at fejle – også til opvisningerne - og jeg tør godt love, at alle gymnaster og instruktører gør deres bedste og vil bringe glæden ved bevægelse ud til hele landet.”
DGI Storkøbenhavn holder forårsopvisninger d. 4. 5. og 6. marts i DGI-Byen