Velkommen til Nature Challenge

På denne side kan du læse om appen, finde en brugervejledning og kontakte os med ris og ros eller for at få svar på dine spørgsmål.

Om Nature Challenge

I Nature Challenge sammensætter en spilstyrer et spil med sjove og udfordrende opgaver i naturen for en gruppe spillere.

Sådan spiller man:
Spillerne inddeles i mindre grupper, der deltager i et fælles spil, som spilstyreren har oprettet. I spillet skal grupperne løse forskellige opgaver ved at uploade billeder og tekst i appen. Spilstyreren kan bedømme gruppernes opgaveløsninger med en kommentar og en vurdering på skalaen 1-6. Alle billeder samt spilstyrerens feedback kan ses af alle grupper i et fælles interaktivt spilfeed i appen. Det løbende feedback motiverer spillerne til at gøre deres bedste, når de løser de forskellige opgaver. Appen har en GPS-funktion og et interaktivt kort, hvor spilstyreren placerer spillets opgaver. Ved hjælp af kortet finder spillerne frem til de steder, hvor de skal løse de forskellige opgaver. Spilstyreren kan dog også vælge ikke at tilknytte en GPS position til opgaven og så kan opgaven løses i hele det område, der bruges til spilleområde.

Spillets opgaver:
Appen indeholder gruppeopgaver, under fire forskellige temaer: Team og Tillid, Krop og Puls, Bål og Byg, Dyr og Planter. Opgaverne har fokus på bevægelse, samarbejde og læring – om og i naturen. Opgaverne tager udgangspunkt i naturens muligheder og kræver et minimum af materialer, som alle kan være i en rygsæk. Det kræver ingen særlige forudsætninger at kunne sammensætte et spil som spilstyrer eller løse spillets opgaver udover gåpåmod og kreativitet. Eksempler på opgaver: lav en forhindringsbane, kom over floden inden isen smelter, byg det højeste tårn af naturens materialer, find på styrketræningsøvelser og bliv stærk af natur. 

Primære målgruppe:
Børn og unge (10-14 år). Nature Challenge kan bruges i folkeskolen, i foreningsregi, eller i private sammenhænge, fx til børnefødselsdage, som et alternativ til den klassiske skattejagt.

Øvrige målgrupper:
6-9 år Spillet kan også bruges af yngre børn, men så skal der sandsynligvis være en voksen med rundt med de enkelte grupper for at hjælpe med at forstå opgaverne og bruge app’en.

15 år + Spillet kan også bruges til unge og voksne, men vil så have mindre karakter af læring og mere af team building. Nogle af spillets opgaver er mere egnede til unge/voksne end andre. Men det kan spilstyreren selv vurdere ved opsætning af det enkelte spil.

God fornøjelse!

Brug Nature Challenge i folkeskolen

Nature Challenge egner sig godt til brug i folkeskolen, og kræver en minimum af forberedelsestid fra læreren, da opgaverne er defineret på forhånd i appen. Som spilstyrer kan læreren nemt gemme og bruge spillet til evaluering og efterbearbejdning. Det giver mulighed for at inddrage opgaverne i Nature Challenge i den indendørs undervisning i skolen. Opgaverne kan relateres til den faglige undervisning i skolens fag, eksempelvis idræt og natur/teknologi.

Eksempler på opgaver