Støtte til Holmen Dirt

DGI Storkøbenhavn støtter foreningen Holmen Dirt i kampen for at bevare deres stærke og unikke cykel-fællesskab.
Københavns Kommune har besluttet, at foreningens bane skal fjernes.

Holmen Dirt har selv bygget en fantastisk og unik cykelbane på Holmen

Støttebrev til foreningen Holmen Dirt

DGI støtter foreningen Holmen Dirt i at kunne fortsætte som forening på deres nuværende placering eller at Københavns kommune finder et tilsvarende sted i nærheden, hvor foreningen kan dyrke deres idræt.

DGI støtter Holmen Dirt, fordi de har: 

  • Skabt et kreativt og velfungerende fællesskab
  • Et stærkt børne- og ungearbejde, hvor halvdelen af medlemmerne er under 24 år
  • Involvering af frivillige
  • Fokus på diversitet – 18 nationaliteter er repræsenteret i foreningen
  • Involvering i lokalmiljøet - fritidsinstitutioner og skoler kan låne foreningens faciliteter

Uddybning:

Foreningen består af 211 medlemmer, hvor over halvdelen af medlemmerne er under 24 år og 67 medlemmer er mellem 13-18 år. En målgruppe, som mange foreninger har svært ved at fastholde. Foreningen er gode til at fastholde medlemmerne, og der er fokus på fællesskabet som det vigtigste. Det handler om at køre på cykel, men også om at lave sociale aktiviteter sammen udenfor træning. Medlemmerne hjælper med at bygge og mødes for at køre på cykel efter skole, om aftenen og i weekenderne. Foreningen sætter fokus på diversitet, og har f.eks. 18 nationaliteter repræsenteret i klubben.

Foreningen giver tilbage til deres omgivelser. De stiller deres faciliteter gratis til rådighed til skoler og fritidsinstitutioner, og de har et medlemskab på bare 55 kr., så alle kan være med. Det er også muligt at låne en cykel, så barrieren er lav for at starte i foreningen. De laver børne sommer camps og har lavet et event for voldsramte kvinder og deres børn. Bare for at nævne nogle af de tiltag, som foreningen laver. Ta’ et kig på Holmen Dirt instagram, og det giver en fornemmelse af det fantastiske miljø og sammenhold, som foreningen har skabt.

Medlemmerne har lagt uendelige mange frivillige timer, hårdt arbejde og sved i at bygge og vedligeholde en fantastisk Dirtjump bane og sammen med det et værdifuldt community for børn og voksne på tværs af alder, køn og nationalitet. Det er helt unikt, og det er en forening, vi kigger til for inspiration, når vi skal anbefale andre foreninger, hvordan de kan opbygge social kapital til gavn for børn og unge i København. Derfor støtter vi Holmen Dirt i, at de fortsat skal have et sted.

Med venlig hilsen

Jakob Juhl Pedersen

Direktør DGI Storkøbenhavn