Bliv demensvenlige - det kræver så lidt, men betyder så meget!

"Hvor ligger omklædningsrummet? Hvilket tøj skal jeg have på? Hvad skal jeg lave? Og hvordan finder jeg hjem igen?"
Det er bekymringer, som de færreste behøver at have, når de skal til idræt i en forening, men helt reelle bekymringer for Mohamed El Moutamid, som lider af demens. Han har brug for hjælp og rammer, og dem kan DGI være med til at skabe.

Mohamed og Brit fejrer Mohameds 70 års fødselsdag. Inden da fik Mohamed konstateret demens tilbage i 2013.

"Vi måtte desværre stoppe til fitness. Det var et ret stort center, og det der med at gå ind i omklædningsrummet alene, få skiftet til træningstøj og lægge tøjet væk og få låst det ind i en boks, og så komme ud og finde mig et andet sted, det kan han slet ikke. Han bliver helt forvirret og kan intet finde. Så det kan vi ikke længere", fortæller Brit El Moutamid.

Hun er gift med Mohamed. Han er 73 år gammel og fik konstateret demens tilbage i 2013.

"Demensen har heldigvis udviklet sig langsomt, så han fungerer stadig rimeligt hjemme, hvor alt ligger i faste rammer, er velkendt og overskueligt. Men hans korttidshukommelse er helt væk. Han kan intet huske fra hvad der foregik for få minutter siden, så det han kan er det, som han kan køre på rutinen. Han har også svært ved at finde vej, og hans stedfornemmelse er væk", fortæller Brit.

Og det er altså en udfordring, hvis man gerne vil fungere i et spil eller i et miljø, hvor der også er andre med, uanset om det er et holdspil, hvor man skal spille sammen mod andre, eller om det er i et fitnesscenter, hvor mange andre mennesker har deres daglige gang.

Demensvenlige foreninger klædes på til at rumme sygdommen

Men der er heldigvis hjælp at hente, så foreninger kan uddannes og udstyres til at rumme Mohamed og andre demente. DGI tilbyder nemlig at klæde foreningerne på, så de får viden, kompetencer og værktøj, der sætter dem i stand til at tage imod de demente

"Personer, der bliver ramt af demens, har typisk svært ved at fastholde engagementet i foreningslivet. Vi vil gerne hjælpe med til at nedbryde tabuet om, hvordan man inkluderer mennesker med demens i foreningen", fortæller Kirstine Schlawitz, der er konsulent for Sundhed & Seniorer hos DGI Storstrømmen og står for uddannelsen af de demensvenlige foreninger.

Det handler om at skabe tryghed for både instruktøren, holdet og den demensramte, når DGI uddanner demensvenlige foreninger.Det handler om at skabe tryghed for både instruktøren, holdet og den demensramte, når DGI uddanner demensvenlige foreninger.

"Vi vil gerne skabe en tryghed både for instruktøren, holdet og den demensramte, ved at udbrede viden, så dem på holdet og ikke mindst instruktøren kender til og har forståelse for situationen. Foreningerne bliver klædt på til at have en fornemmelse for, hvornår de kan hjælpe og hvordan", fortæller Kirstine, men slår samtidig også fast, at det ikke kun handler om det, som foregår på banen, i vandet, i fitnesslokalet, eller hvor man nu dyrker sin idræt.

"Spillet er langt fra det vigtigste. Det giver så meget socialt at leve et aktivt liv i foreningen, at kaffe og kage efter træningen er mindst lige så vigtigt som spillet. Det handler i virkeligheden om at være venlig, rummelig og klar med en hjælpende hånd", slår konsulenten fast.

Det er vigtigt, at man holder sig fysisk aktiv, hvis man rammes af demens. Det kan hjælpe med at holde sygdommen hen.Det er vigtigt, at man holder sig fysisk aktiv, hvis man rammes af demens. Det kan hjælpe med at holde sygdommen hen.

Svømmehallen hjalp, så Mohamed stadig kan svømme

Brit og Mohamed har også selv oplevet, hvad det betyder, når nogen sørger for at tage særlige hensyn. De kan nemlig stadig gå til svømning sammen, fordi svømmehallen har givet dem lov til at benytte et omklædningsrum til både mænd og kvinder, hvor de gerne må gå ind sammen, så Britt kan hjælpe sin mand med at holde styr på sine ting.

"Vi havde nogle uheldige oplevelser, hvor han havde glemt noget af sit tøj i omklædningsrummet, tog hjem uden underbukser, og han kom til at tage andres ting med hjem, fordi de lignede hans", fortæller Brit, som glæder sig over, at de episoder nu kan undgås, og at de stadig kan gå til svømning sammen.

"Vi har fået lov at bruge handicapomklædningen. Den ligger helt separat, og der er særskilt indgang. Der går vi en gang om ugen, og der kan vi følges hele vejen rundt, så det fungerer rigtig fint. Hvis det ikke var en mulighed med omklædningen, så måtte vi stoppe", fortæller Brit.

Vi måtte desværre stoppe til fitness. Det var et ret stort center, og det der med at gå ind i omklædningsrummet alene, få skiftet til træningstøj og lægge tøjet væk og få låst det ind i en boks, og så komme ud og finde mig et andet sted, det kan han slet ikke. Han bliver helt forvirret og kan intet finde.

Brit El Moutamid

Vil gerne til fitness igen, men det kræver ændringer

Brit og Mohamed vil gerne starte til fitness igen, men det kræver altså, at fitnesscentret bliver demensvenligt, og Britt har da også selv ideer til, hvordan det bedst kunne lade sig gøre for alle parter.

"Vi ville dyrke fitness igen, hvis vi kendte til et fitnesscenter, der var demensvenligt. Mit umiddelbare forslag ville være, at der jo i enhver by med et fitnesscenter er en gruppe, der ville have det her problem med et handicap, der kræver særligt opsyn eller tålmodighed. Der kunne man måske afsætte en time eller noget i ydertimerne for nogen med særlige behov. Det kunne både være med frivillige kræfter eller ansatte i centeret, der står for det. Det er min egen tanke", slutter Brit af.