Dagnæs IF skaber synlighed med Facebook

DGI Sydøstjyllands facebookkursus har fået Dagnæs IF i gang på Facebook. Det giver en større synlighed lokalt, og gør det lettere at rekruttere frivillige.

DGI arkivfoto

For at hjælpe foreninger med at skabe synlighed i lokalområdet, afholder DGI Sydøstjylland facebookkurser målrettet foreningens behov.  Dagnæs IF er én af de foreninger, der har deltaget på kurset. Foreningen ville øge sin synlighed, og facebook er en oplagt platform at tage i brug.

”Det er et rigtig fint kursus, og jeg fik indsigt i mange brugbare ting, som jeg ikke var klar over i forhold til facebook, og hvordan man bruger det mest hensigtsmæssigt, ” siger Christina Skipper, næstformand fra Dagnæs IF.

Kurset giver en grundig introduktion til de værktøjer, man med succes kan tage i brug ude i foreningerne.

Vi lærte blandt andet, hvordan og hvornår man skal poste, at det er vigtigt at differentiere mellem og arrangementer og begivenheder, og at billeder og video har stor betydning for, om dit opslag får succes

Christina Skipper, næstformand fra Dagnæs IF

Medlemstallet i Dagnæs IF er vokset med 17 procent det seneste år, og mere end 400 børn og voksne dyrker idræt i foreningen. Fremgangen skyldes blandt andet, at foreningen har brugt facebook til at skabe mere synlighed.

I forbindelse med sæsonstarten har vi haft opslag, der er blevet set af mere end 2000 mennesker, så det er jo helt vildt mange, og vi har haft stor tilgang til vores forskellige hold

Christina Skipper

Christina Skipper tilføjer, at nogle instruktører selv har henvendt sig til foreningen, fordi den er mere synlig.

Hold siden i gang

I Dagnæs IF har de aftalt, at der minimum skal et opslag på facebook om måneden, så siden ikke går død. Nogle måneder er det let at finde på indhold til at dele hver uge, men andre måneder er reglen noget sværere at overholde.

”Så er det vigtigt at huske, at få taget nogle billeder til træning, optage video fra et stævne eller skrive en lille historie. Nogle måneder skal vi huske at minde os selv om det,” siger hun.

Nå ud til flere

På kurset lærte deltagerne også, hvordan de ”booster” et opslag, for at det får en større rækkevidde og bliver set af flere. De lærer også at målrette opslag til bestemte grupper.

”Det er en funktion vi ikke har taget i brug endnu, men vi havde et mindre arrangement, hvor vi nok skulle have brugt endnu mere af det, vi lærte på kurset. Vi skal også lige finde ud af, hvilke opslag vi har succes med, og hvad der trænger til, at vi gør noget ekstra,” siger hun.

Mere information

Skal din forening også skabe mere synlighed med en styrket Facebookindsats?

tilmeld dig vores Facebookkursus, der løber af stablen den 23. oktober i Vejle.