DGI hylder foreninger, der arbejder med den gode velkomst

Når DGI Sydøstjylland afholder årsmøde torsdag den 21. november bliver det også en aften, som hylder de foreninger, der er særlig dygtige til at byde nye medlemmer velkommen.

På årsmødet overrækkes DGI Sydøstjyllands Idrætspris 2019. I år uddeles prisen til en forening, der har udført et særligt arbejde med at byde nye medlemmer velkommen. Fx ved at:

  • Klæde trænere og instruktører på til at tage godt imod nye medlemmer
  • Holde velkomstarrangementer 
  • Gør noget specielt for at medlemmerne skaber relationer på tværs 

Lokale foreninger og klubber i DGI Sydøstjyllands område, har igen i år en enestående mulighed for at få en økonomisk håndsrækning og stor anerkendelse. Ved indstilling til DGI Sydøstjyllands Idrætspris 2019 er de med i opløbet om 10.000 kr. som skal gavne foreningens arbejde og hverdag.

Vi har valgt, at prisen i år skal gå til en forening, som arbejder med den gode velkomst

Dan Skjerning, formand DGI Sydøstjylland

Formand Dan Skjerning fortæller hvorfor den gode velkomst er så vigtig:

”Som nyt medlem i en forening, kan det være svært at falde til. Det burde være helt naturligt, at byde nye medlemmer velkommen, men vi må bare erkende, at vi i Danmark kan blive meget bedre til at inkludere nye i vores fællesskaber. Hvis vi på en god måde inviterer nye medlemmer ind i vores foreningsliv, har vi en langt større chance for også at fastholde dem efterfølgende. Derfor ønsker vi i år, at hylde de foreninger, der har vist det gode eksempel og arbejdet fokuseret med den gode velkomst,” siger Dan Skjerning

500 foreninger er i spil 
DGI Sydøstjylland har godt 500 lokale foreninger, som er spredt ud over de fem sydøstjyske kommuner Horsens, Hedensted, Kolding, Fredericia og Vejle. Alle foreningerne har mulighed for at blive indstillet til prisen og løbe med de 10.000 kr.

Det burde være helt naturligt, at byde nye medlemmer velkommen, men vi må bare erkende, at vi i Danmark kan blive meget bedre til at inkludere nye i vores fællesskaber.

Dan Skjerning

Indstillinger til årets Idrætspris skal mailes til DGI Sydøstjylland på sydoestjylland@dgi.dk senest den 4. november.

Det er et kriterium, at den udvalgte forening kan være tilstede ved DGI Sydøstjyllands årsmøde den 21. november 2019 i Vingsted Hotel & Konferencecenter.