Stor tilslutning til sommerens fodboldskoler

Godt 1300 piger og drenge brugte deres sommerferie på DGI Sydøstjyllands fodboldskoler. En oplevelse, som ikke bare gav sved på panden, men som også sikrede dem feriedage fyldt med fodbold og et væld af nye oplevelser.

Med temaet Træn dig til dine drømme, var der lagt i ovnen til at få arbejdet med spillernes tricks, teknik og ikke mindst kreativitet. Ikke mindre end 1300 piger og drenge i alderen 6-15 år kastede sig angrebslystent over bolden, mens der blev trænet nye øvelser og spillet mod nye kammerater.

Læs også: På med støvlen og afsted til fodboldskole

”De 1300 deltagere gav den virkelig gas. Det har været en fornøjelse at se, hvordan der er blevet arbejdet og svedt rundt omkring på banerne,” lyder det fra Britta Roslyng, der som fodboldkoordinator har haft det forkromede overblik over årets fodboldskoler i Sydøstjylland.

Frivillige fik kabalen til at gå op
Når 1300 børn spiller fodbold i flere dage, kræver det opbakning fra en stor gruppe frivillige. 160 trænere og 17 skoleledere var kørt i stilling til at give de mange børn og unge fodboldoplevelser ud over det sædvanlige:

”De mange frivillige har virkelig gjort en forskel for årets fodboldskoler. De har ikke bare løftet opgaven, de har i den grad også løftet fodboldskolerne til et helt nyt niveau,” lyder det stolt fra Britta Roslyng.

De mange frivillige har virkelig gjort en forskel for årets fodboldskoler.

Britta Roslyng

DGI Sydøstjylland gør klar til nye fodboldskoler
Forberedelserne til fodboldskolerne i 2018 er i fuld gang. Indhold og detaljer om den kommende sommers fodboldaktiviteter arbejdes der på endnu. Dog kan der ikke lægges skjul på forventningens glæde hos medarbejderne i DGI Sydøstjylland:

Læs også: Skolefodbold giver fællesskab i klassen

”Vi glæder os til næste års fodboldskoler, og ser frem til at se endnu flere klubber som samarbejdspartnere,” fortæller Britta Roslyng.

Går en klub eller en forening med tanker om en eventuel fodboldskole, lyder der en klar opfordring fra Britta Roslyng om at tage kontakt, og høre om mulighederne for at indgå i et samarbejde. Om det er en klub med erfaring inden for fodboldskoler, eller om man er ganske ny på området, har ingen betydning. DGI Sydøstjylland står klar til at hjælpe med både at forberede og afvikle en fantastisk fodbolduge for klubbens spillere.

Vi hjælper jer igang

Tag en uforpligtende snak med DGI Sydøstjylland Fodbold, og hør om mulighederne for en DGI Fodboldskole i din klub. 

Ring 70 40 44 18 og hør mere.