Futsal-bold skal give mere spil i forårets 3-mands stævner
DGI Sydøstjyllands 3-mands stævner for U5-U7 starter den. 11. maj og for første gang nogensinde skal der nu spilles med futsal-bolde. Boldene har været en stor succes indendørs og nu skal bolden integreres på de oppustelige udendørsbaner.
For første gang i Sydøstjylland skal der spilles med futsal-bolde på de oppustelige udendørsbaner, når DGI Sydøstjyllands 3-mands stævner for U5-U7 løber af stablen i maj. Det har været en stor succes for børnene at spille med bolden i forbindelse med indendørsstævnerne. Derfor skal bolden nu også anvendes til de udendørs stævner.
”Vi har set at futsal-bolden har været en stor succes for børnene i forbindelse med indendørsstævnerne. Derfor vil vi nu tage succesen og futsal-bolden med ud til vores udendørsstævner”, siger Britta Roslyng, fodboldkonsulent ved DGI Sydøstjylland.
Flere boldberøringer, mere spil og mindre gråd
Futsal-bolden er en anelse mindre og føles tungere end en almindelig fodbold. Det har en positiv effekt på spillet hos de fodboldglade børn. Bolden holdes mere på jorden og dermed mere på banen, fordi det er sværere at få bolden til at flyve. Det betyder blandt andet, at spillet flyder meget bedre, og at børnene får flere boldberøringer og driblinger, end de normalt oplever, når de spiller med en almindelig fodbold.
Det betyder også, at færre børn slår sig på bolden. Samtidig bliver børnene teknisk bedre spillere.
”Futsal-bolden har en anderledes sammensætning, hvilket betyder, at børnene ikke bare kan tyre den afsted. På den måde får vi mere spil og mindre bold udover siderne. Samtidig får børnene flere driblinger og berøringer på bolden, og vi undgår i langt højere grad gråd”, siger Dorte Bech Andersen, som er træner for U6 og U7 i Juelsminde IF.
Nu skal futsal-bolden med ud
Efter at have nydt stor succes indendørs, skal futsal-bolden nu for første gang med ud, når 3-mands fodbold på oppustelige baner begynder med første stævne den 11. maj. Dermed er der god grund til at deltage i årets stævner, da det må forventes, at futsal-bolden bidrager til mere og sjovere spil udendørs, såvel som den gør indendørs.
Praktiske oplysninger om stævnerne
Stævner: 11. maj, 25. maj, 8. juni og 29. juni.
Pris: 100 kroner pr. hold pr. Stævne
Der overrækkes medaljer/statuetter til alle ved sidste stævne.