Mød de lokale byrådskandidater til vælgermøde om idræt og foreningsliv

Tirsdag 7. november kl. 17.00 - 19.00 stiller DGI Sydøstjylland og Sport Horsens skarpt på foreningslivet i Horsens, når kandidater fra den lokale valgkamp stiller op til debat.

Ikke færre end 11 kandidater har takket ja til at deltage i debatten om, hvordan de kan gøre en indsats for, at foreningslivet i Horsens bliver endnu stærkere. Alle skal de indgå i debatten om en række emner, som fylder i det horsensianske foreningsliv og som kræver handling, hvis det står til bl.a. Sport Horsens:

”Vi vil bl.a. stille skarpt på faciliteter og anerkendelse af de mange frivillige. Det er altgørende for det lokale idræts- og foreningsliv, at netop de ting bliver prioriteret, hvis vi skal bibeholde det solide forenings- og klubliv i fremtiden” lyder det fra formand for Sport Horsens, Line Læsøe.

Skarpt fokus på foreningslivet
Når kandidaterne mødes, er der lagt op til en skarp debat om idræt og foreningsliv i Horsens. Samtlige kandidater får nogle konkrete emner, som de skal fremlægge, inden der er fri debat mellem panelet og deltagerne.

De 11 byrådskandidater, som deltager til vælgermødet, skal bl.a. forholde sig til, hvilke tiltag det pågældende parti vil anbefale og arbejde for, for at få endnu flere idrætsaktive, sunde horsensianere samt hvordan man tænker idræts- og bevægelsesfaciliteter ind, når man udvikler nye områder og bydele.

”Som både træner og udøver i Horsens Kommune er der nogle ting, som ikke fungerer. Vi har brug for, at de lokale politikere er med til at sætte fokus på det, ellers dør foreningslivet langsomt ud,” lyder det fra Line Læsøe.

Mød 11 lokale kandidater med en holdning til foreningslivet
Interessen for et stærkt og sundt foreningsliv i Horsens er stor. Det vidner opbakningen til vælgermødet om. Hele 11 kandidater fra den lokalpolitiske valgkamp melder klar til debat tirsdag 7. november. Deltagerne til vælgermødet kan møde og stille spørgsmål til:

Alternativet ved Morten Kaj Jul Degnebolig
Dansk Folkeparti ved Louise Lange
Enhedslisten ved Grethe Fyrstenberg
Det konservative Folkeparti ved Carsten Vandsøe
Kristendemokraterne ved Simon Overby Kristensen
Liberal Alliance ved Jakob Bille
Maren Spliid Gruppen ved Birgit Skovgaard
Radikale Venstre ved Sinnet Ellehauge Haag
Socialistisk Folkeparti ved Paw Amdisen
Socialdemokratiet ved Andreas Boesen
Venstre ved Henning Jensen

Alle borgere med interesse i foreningslivet inviteres til at deltage til vælgermødet den 7. november kl. 17.00 – 19.00 i Forum Horsens. Vælgermødet giver deltagerne og foreningerne en unik mulighed for at udfordre kandidaterne på lige præcis de ting, som besværliggør et aktivt foreningsliv.

Tilmelding sker via www.dgi.dk/201710002002 eller telefon 79 40 44 00 indtil 5. november.