Da Tilbuddene Manglede: Mor og Datter Skaber Svømmehold for Børn med Autisme I Vorbasse

Da Michelle Holm Lorentsen og hendes datter Nanna ikke kunne finde et svømmehold, der imødekom Nannas behov som barn med autisme, besluttede de at tage sagen i egen hånd og oprette deres eget hold.



I Vorbasse Fritidscenter er der oprettet et helt unikt svømmehold, der imødekommer børn med autismes særlige behov. Dette specialdesignede tilbud er skabt af Michelle Holm Lorentsen og datteren Nanna, som selv har autisme, og som har en grundlæggende forståelse for, hvordan man skaber et trygt og stimulerende miljø for børn med autisme.

"Der var simpelthen ingen tilbud, der tog højde for de udfordringer, som børn med autisme står over for i en svømmehal," fortæller Michelle. "Min datter blev ofte overvældet af lys, lyde og uforudsete hændelser, som gjorde det svært for hende at deltage i almindelige svømmehold."

Manglen på et passende svømmetilbud for ligesindet børn som hendes datter blev startskuddet til, at Michelle og datteren Nanna selv tog initiativ til at oprette et svømmehold målrettet børn med autisme i Vorbasse Fritidscenter. "Jeg vidste, at der var mange andre børn i samme situation som min datter, og jeg ønskede at skabe et sted, hvor de kunne føle sig trygge og kunne deltage på deres egne præmisser," siger hun.

IMG 4171

Faste rutiner, billeder og farvede armbånd hjælper 

Svømmeholdet 'Korraller' er nøje planlagt med fokus på forudsigelighed og tryghed, som er afgørende for børn med autisme. "Vi har lavet et fast program, som er det samme hver gang gennem hele sæsonen," forklarer Michelle Holm Lorentsen. "Det giver børnene den nødvendige struktur, så de ved præcis, hvad der skal ske, når de kommer til svømning."

Programmet inkluderer alt fra ankomsten til svømmehallen, til de forlader den igen. Børnene guides igennem faste rutiner som omklædning, badning og selve svømmetræningen. For at hjælpe børnene yderligere, har holdet indarbejdet visuelle hjælpemidler. "Vi har taget billeder af træneren og livredderen, så børnene kan genkende dem hver gang. Det skaber en tryghed, der hjælper dem med at fokusere," siger Michelle.

En anden central del af strukturen er brugen af farvekodede armbånd. "Hvis et barn føler sig overvældet, kan det vende sit armbånd til den røde side, hvilket signalerer til trænerne, at barnet har brug for en pause, hvor grøn symbolisere, at man gerne vil være med til leg," forklarer Michelle. "Dette system gør det muligt for børnene at deltage på deres egne præmisser, hvilket er afgørende for deres trivsel og udvikling."

Holdet er designet til at rumme seks børn ad gangen, hvilket sikrer, at der er plads til individuel opmærksomhed og ro. "Vi har bevidst valgt at holde holdet lille, så børnene ikke bliver overstimulerede af hinanden. Det giver os mulighed for at tilpasse træningen til hver enkelt barns dagsform," siger Michelle.

IMG 4310

Autisme er ikke det samme som ADHD

For Michelle Holm Lorentsen er det afgørende, at man forstår de unikke behov, som børn med autisme har, især når det gælder aktiviteter som svømning. "Mange tror, at autisme er det samme som ADHD, men det er det ikke," forklarer Michelle. "Autisme er en udviklingsforstyrrelse, mens ADHD er en opmærksomhedsforstyrrelse. Selvom der kan være overlap i nogle af symptomerne, kræver de to diagnoser vidt forskellige tilgange."

Michelle understreger, at børn med autisme ofte er særligt sensitive over for sanseindtryk som lys, lyde og uventede ændringer i omgivelserne. "For børn med autisme kan selv små ændringer i rutinen være ekstremt udfordrende. Derfor er forudsigelighed og faste strukturer så vigtige," siger hun. "Autisme handler også om, hvordan hjernen bearbejder information, hvilket kan gøre det svært for børnene at tilpasse sig situationer, der for andre børn måske virker helt normale."

Denne forståelse af autisme har været central i udviklingen af svømmeholdet i Vorbasse. "Vi har valgt at fokusere på autisme, fordi det er et område, jeg kender til gennem min egne datter. Jeg ved, hvor vigtigt det er at møde disse børn, hvor de er, og give dem den støtte, de har brug for, så de kan trives," siger Michelle.


Svømmeholdet 'Koraller' svømmer mandage kl. 18:15-19:00 i Vorbasse Fritidscenter og starter en ny sæson op mandag d. 02/09.