De erfarne gymnaster er også med online

Inger Marie Ditlevsen var på sit første gymnastikkursus i 1977, og nu i 2021 er hun startet med online gymnastiktræning for sine to hold. Det har ikke været uden tekniske udfordringer, men deltagere er meget glade for Inger Marie’ online initiativ.

Da Corona restriktioner i december lukkede det fysiske fremmøde i foreningslivet ned, så tænkte Inger Marie fra Varde Gymnastikforening, at hun måtte gøre noget for at holde gang i fællesskabet og gymnastikken på sine to gymnastikhold.

Fakta om Inger Marie' hold

VIP (Vardes Interessante Piger)

  • Dannet i 2007-2008
  • Opvisningshold
  • 42 deltagende damer
  • Alder 45-75 år

Gys 87

  • Dannet i 1987 i forbindelse med Gymnastrada i Herning
  • Mixhold
  • 25 deltagere fra flere landsdele
  • Alder 50-76 år

Vis mere Vis mindre

Deltagerne på Inger Marie’ hold er i alderen fra 45-75 år og de nyder alle at gå til gymnastik, ligesom de hvert år glæder sig til årets opvisninger. Og det med opvisningerne håber Inger Marie så inderligt, at de vil få muligheden for i en eller anden grad på trods af den Corona ramte sæson i år.

Vi er ikke veluddannede i det her, men nu prøver vi noget

Inger Marie Ditlevsen, Gymnastikinstruktør

Det var ikke uden bekymringer, at Inger Marie gik i gang med den online gymnastiktræning. Det fortalte hun også deltagerne, som alle er med i en fælles Facebook gruppe, inden første online træning. Hun skrev til dem: Nu prøver vi noget, og så kan det godt være, at det fejler, men så har vi prøvet.

Og det gik ikke helt som planlagt under hendes første Facebook Live. Facebook lukkede nemlig træningen ned efter kun 25 minutter, da hun brugte musik uden de rette tilladelser. Men det tog ikke modet fra Inger Marie. Hun fik hurtigt sat en ny Live træning op inde i deres Facebook gruppe, og hun var meget imponeret over, at næsten alle deltagere fandt ind på den nye og genoptagede træning efter den bratte afslutning midt i gymnastiktimen.

Inger Marie er et livstykke

Deltagerne er glade for initiativet med den online træning. De savner at komme afsted og se hinanden, fortæller Gitte Bech, der har været med på Inger Marie’ hold i mange år. Kommentarerne efter hver træning har også været mange og positive.

Gitte fortæller, at Inger Marie kan noget helt særligt, hendes livsglæde og energi smitter, og deltagerne går altid glade fra hendes træning både online og fysisk. Gitte tror på, at de fleste laver gymnastik, når de er med hjemme fra stuerne. Det gør hun i hvert fald selv.

Det er lidt sjovt, når man går hjemme og rykker rundt på møblerne, så man er klar til træningen

Gitte Bech, deltager

Også gymnastikkonsulent fra DGI Sydvest Gitte Søndergaard er imponeret: ”Inger Marie har et gymnastikhjerte udover det sædvanlige, og det er fantastisk, at hun nu er gået online.”

Gitte Søndergaard mener, at det beviser, at alle kan være med til online træning, de skal bare have modet til at prøve. Det er helt sikkert, at deltagerne gerne vil være med hjemme fra stuerne, da vi alle savner motionen i vores fællesskaber.

Inger Marie Ditlevsen Varde Gymnastikforening.jpg

Da Inger Marie oplevede, at teknikken drillede, så rakte hun ud efter hjælp. På det ene hold kunne en af deltagernes børn hjælpe med at sætte træningen op via Google Meet. Og til det andet hold hjælper DGI konsulenten nu med at lave en let forståelig vejledning til deltagerne om, hvordan man anvender Zoom, så det afprøver de ved næste træning.

Vi hjælper jer i gang

Hos DGI Sydvest vil vi meget gerne hjælpe jer i gang med at skabe online fællesskaber. Vi kan hjælpe med:

  • Udlån af streamingudstyr
  • Teknisk hjælp til udstyr og programmer
  • Brugervejledning til programmer
  • Anden praktisk hjælp 

Kontakt DGI Sydvest og vi vil finde den rette hjælp til netop din forening!

Skriv til: sydvest@dgi.dk eller ring på 7940 4450

Vis mere Vis mindre

Når deltagerne har rundet en alder, hvor man kan kalde dem erfarne gymnaster, mener Inger Marie, at der er brug for god brugervejledning, så de kan føle sig trygge ved at deltage. Og træningen skal gerne være uden for mange forstyrrende afbrydelser, som Inger Marie oplevede de første gange med Facebook Live.

Gode råd til at komme i gang

Inger Marie har styr på alt det med gymnastikken, og har været glad for at få hjælp til det tekniske. På holdet Gys87 har hun nu en aftale med sin medtræner om, at han styrer al teknikken, så han holder styr på lyd og lukker deltagere ind til den online træning, mens hun kan koncentrere sig om at instruere gymnastik.

Det har været vigtigt for Inger Marie, at hun turde prøve og være åben omkring, at det var nyt for alle og at teknikken kunne drille.

Det gode ved, at alle har video på, er, at det giver muligheden for, at alle lige kan hilse og høre, hvordan det går hos hinanden. Derfor er det en fast del af programmet for Inger Marie, at alle skal kunne sige hej både før og efter træningen, men under træningen er det kun hendes mikrofon, som er tændt.

Der skal være tid til fællesskabet, så vi hilser altid inden træningen begynder

Inger Marie

Hun startede på Facebook, da det er det medie/program, hun selv kendte bedst og dermed nemmere kunne komme i gang, hvilket også gjaldt deltagerne.

Og det sidste råd gælder både, hvis man skal instruere eller deltage, man skal finde et sted i hjemmet, hvor der er god plads og en god netværksforbindelse. Inger Marie selv rokerer rundt på møblerne og bruger standerlamper som spotlys, så alle kan se hende.

Hvor længe Inger Marie fortsætter online, det afhænger af restriktionerne, men hun har fortsat mod på at fortsætte. Dog lægger hun ikke skjul på, at hun glæder sig til, at de kan mødes om gymnastikken ude i foreningerne igen.