På badmintonskolen er der plads til leg

Med 22 børn er der fuldt hus på de fem baner i hallen ved Hjerting skole, hvor der i sommerferiens sidste uge er arrangeret badminton skole for klubbens egne spillere og alle andre børn i området.

Mester hedder spillet hvor børnene duellerer med hinanden to og to på en halv bane, og vinderen af første bold rykker med det samme videre mod venstre, sådan at banen yderst bliver mester-banen – bliver du slået ud her, er det ned og starte forfra. De hurtige småspil giver masser af bevægelse for børnene, der ræser op og ned i hallen. Badmintonskolen har været i gang i et par dage allerede, men det kan ikke ses på ungernes energiniveau, der er højt selv her lige før frokost pausen.

”Der er tid til leg og hygge”

Sådan lyder det enstemmigt fra deltagerne på badmintonskolen, når man spørger dem, hvad de synes er godt ved badmintonskole. De fleste har gået badminton i et år eller mere, og de peger alle på at på badmintonskolen er mere tid til at lege med deres yndlings sport, end der i hverdagens træning.
18-årige Michael Christiansen, der er en af to ansvarlige instruktører, har da også fokus på både at dygtiggøre spillerne og give dem en masse sjove oplevelser i løbet af ugen:
”Vi bruger selvfølgelig en del tid på den tekniske træning, men vi bryder det op med andre ting som dødbold, fodbold eller en stafet,” fortæller Michael. Han fortsætter: ”Vi har selvfølgelig også været udenfor i varmen.”

Varmen har også sat sit præg på badmintonskolen, da de måtte opgive at bruge den ene af de to haller, fordi et lynnedslag havde sat klimasystemet ud af spil. Så ikke alle planer om at dele børnene op har kunnet lykkes. Det har dog ikke betydet noget for 9 årige Isabella Nim Jensen. Hun synes nemlig det bedste ved badmintonskolen er at være sammen med sine veninder, og at der er god tid til at hygge. Og badminton om sommeren har også sine helt klare fordele: ”Vi får is til sidst hver dag, hvis vi har klaret det godt.”

Også for begyndere

Der er også flere deltagere, der aldrig har gået til badminton før, og de bruger ugen på at finde ud af, om badminton er en sport for dem. ”Jeg kan allerbedst lide, når vi spiller kamp,” fortæller 7-årige Andreas Hinrichsen. Han er her sammen med vennerne Luka og Milo – to brødre – der også prøver kræfter med ketsjerne for første gang.
Det illustrerer meget godt, hvad sommerferietilbud som en badmintonskole kan give en forening. Det giver socialt sammenhold blandt deres nuværende medlemmer og det giver nye en chance for virkelig at prøve sporten af – og få lyst til at starte til træning efter sommerferien.