Dans med Parkinson

I Rødding har de fået uddannet instruktører i Parkinson Ballroom Fitness™ og det har gjort en stor forskel for både dansere med Parkinson og partnere. De er glade for konceptet og håber, at flere vil være med.

Foto: Lotte Sørensen

Parkinson Ballroom Fitness™

Danseinstruktør Elisabeth Dalsgaard har udviklet konceptet Parkinson Ballroom Fitness™. Siden 2013 har hun sammen med Anne-Mette Rasmussen, ambassadør for Parkinson foreningen, arrangeret danserejser til sydens sol for medlemmer af Parkinson foreningen. Hvilket har givet anledning til at udvikle et koncept for dans med Parkinson på dansk grund.

Der trænes styrke, balance og koordination, som en del af dansetrinene.

Elisabeth Dalsgaard, danseinstruktør

”Konceptet tager udgangspunkt i de klassiske standard/ballroom danse. Det er trin og bevægelsesmønstre, som de fleste ældre kender, da de er en generation, som har gået til dans.” Elisabeth Dalsgaard fortæller videre om, hvordan hun har inddelt dansene i 4 niveauer, så der kan bygges mere og mere på. Nogle vil komme i starten og være med som siddende, hvor de kun kan bevæge overkroppen, men efterhånden vil de kunne være mere og mere med på gulvet.

Parkinson Dans i Rødding

Siden 2015 har Elisabeth uddannet Parkinson Ballroom Fitness™ instruktører i Danmark. I Rødding var det Helga Sørensen, som gik forrest, da dansen skulle startes op. Helga havde sammen med sin mand været på en af Elisabeth’ danseferier sammen med Parkinson foreningen, hvilket gav mod på mere. Helga besluttede sig for, at det skulle hun have startet op i Rødding.

”Alle kan være med, vi har det sjovt og bliver kun dygtigere. Alle er rigtig glade og der er kun positiv respons fra deltagere.” Fortæller Helga, der har haft Parkinson siden 2001, men hun nyder at danse med sin mand.

Vi har danset sammen i 50 år og det er skønt, at vi kan blive ved. Vi elsker at danse.

Helga Sørensen, parkinsonpatient

Carla Christensen og hendes mand ville også gerne danse Parkinson dans, og derfor har hun har hjulpet til, så de blev til en forening og derigennem fik uddannede instruktører. I dag har de fået uddannet to instruktører og siden december 2018 har de danset på livet løs i foreningen Parkinson Dans Rødding.

Danser videre derhjemme

Det er ikke kun i Røddingcentret, de danser. ”Vi danser også gerne derhjemme. Det er rigtig dejligt, at vi har fundet en motionsform, som vi kan lave sammen.” Siger Carla Christensen, formand for Parkinson Dans Rødding.

Carla fortæller, hvordan det hjælper hendes mand rigtig meget i bevægeligheden samtidig med, at det er smertelindrinde. Ydermere har det været en stor gevinst, at deres netværk er blevet udvidet både med Parkinson patienter og pårørende.

I dag er der 22 dansere i Rødding. Det er frit, om du vil betale kontingent eller betale per gang, de danser halvanden time og slutter af med en kop kaffe og en sang. Det er både for par og enlige.