Samarbejde mellem skole og skytteforening gør borgmester stolt

Vejen Kommunes borgmester besøgte Rødding Skytteforening for at få et indblik i det FOKUS-forløb, som Rødding Skole har lavet med skytteforeningen og DGI Sydvest.

Fokus-børnene er i gang med at skyde, og de får god hjælp fra de frivillige i Rødding Skytteforening. Foto: Camilla Svendsen

Vejen Kommunes borgmesteren Frank Schmidt-Hansen lagde vejen forbi Rødding Skytteforening for at høre mere om det FOKUS-forløb som Rødding Skole har lavet med Rødding Skytteforeningen og DGI Sydvest, et forløb, som er født ind i Bevægelse af Vejen, en partnerskabsaftale mellem DGI Sydvest og Vejen Kommune. Og så var han selvfølgelig kommet for at hilse på de 16 fokusbørn fra skolen, som var mødt op til endnu en gang FOKUS-skydning med de frivillige i skytteforeningen.

FOKUS-Skydning

FOKUS-skydning er et samarbejde, der er målrettet børn med ADHD eller lignende vanskeligheder i folkeskolen.

Det var en både glad og stolt borgmester, der besøgte FOKUS-børnene og skytteforeningen, og han glæder sig over, at de frivillige er så engageret og samarbejdsvillige.

”Jeg synes også, at det er dejligt, at skolen tænker ud af boksen og connecter det frivillige med skolen. Det er noget vi har meget fokus på i Vejen Kommune, og derfor bliver jeg glad, når jeg ser, at det lykkes her i Rødding,” fortæller borgmester Frank Schmidt-Hansen

Viceskolelederen kalder samarbejde for eksemplarisk 

Viceskolelederen Helle A. Høffner fra Rødding Skole var også tilstede, da borgmesteren kom på besøg, og også hun var glad og stolt over samarbejdet.

”Det er et eksemplarisk samarbejde vi har. Vi har en gruppe unge mennesker på 16 børn, som hver eneste uge får en kæmpe succesoplevelse ved at komme herop i skytteforeningen. Hver gang oplever de at blive mødt med åbne arme af en flok søde frivillige, som yder en kæmpe indsats for vores fokusbørn," fortæller hun.

Forskning viser, at skydning i skoletiden giver børnene vigtige succesoplevelser, som har betydning for den enkeltes koncentration, relationer og trivsel. Dette bakker viceskolelederen Helle A. Høffner også op og fortæller, at samarbejdet har en stor effekt på børnenes sociale og personlige udvikling. 

Phd-Projekt: børn med ADHD og skydeidræt

I 2015 blev det besluttet at undersøge mere videnskabeligt, hvilke effekt skydning har på børn med ADHD eller lignede diagnose at gå til skydning i skoletiden. Undersøgelsen viser bl.a., at børnene bliver mere opmærksomme, bedre til at finde ro i kroppen og at den kropsforankrede læring fra skytteforeningerne kan overføres til hjemmet og skolen. Derudover viser undersøgelsen, at FOKUS-skydning kan forbedre børnenes trivsel og livskvalitet.

Vis mere Vis mindre

"Udover at samarbejdet gør at børnene får et afbræk fra skolen, så har samarbejdet også en hel masse sideeffekter. De arbejder rigtig meget med koncentration og præstation hernede. De lærer at trække vejret dybt ned i maven og finde roen, når de skyder. Og den vedholdenhed og koncentration de øver sig på hernede, den oplever vi, at børnene tager med over på skolen og i undervisningen," siger Viceskoleleder Helle A. Høffner og tilføjer:

"Børnene får troen på sig selv og troen på egne evner. De bliver gode til at trækket vejret dybt og forsøger en ekstra gang. De lærer at ting lykkes, når man gør sig umage," konkluderer viceskolelederen, som klapper i sine hænder over samarbejdet.

Borgmester fik kamp til stregen

Som afrunding på besøget fik Frank Schmidt-Hansen lov at konkurrere mod en af FOKUS-børnene, Sandra. Her lovede borgmesteren slush ice til alle børnene, hvis han tabte. Duellen var tæt, men borgmesteren måtte desværre se sig slået af Sandra, som ramte 50 ud af 50 point, hvor borgmesteren måtte nøjes med 47 point ud af 50 point.

"Jeg hader at tabe, og det kom jeg jo til. Og det var ikke noget jeg gjorde med vilje. Jeg har altid banket mine børn og børnebørn, de skal lære, at de ikke kan vinde i alt. Så jeg gjorde mig umage, men hun var sej Sandra. Maksimumpoint - det er altså svært at slå," siger Frank Schmidt-Hansen.

Borgmesteren takker Sandra for kampen. Foto: Camilla SvendsenBorgmesteren takker Sandra for kampen. Foto: Camilla Svendsen