Trampolinen giver børn med CP et frirum

I Vejen Gymnastikforeningen har de holdet Trampolinspring for børn med Cerebral Parese. Det styrker børn med Cerebral Parese’s balance at træne på trampoliner, men det helt essentielle ved dette hold er, at børnene får et frirum til leg.

Det kan være svært at finde fritidsaktiviteter til børn med CP, de kender deres daglige træning, men det giver noget ekstra at gå til noget, hvor det handler mere om sjov, leg og bevægelse, som vi kender det fra raskidrætter.

Jette Holmgaard tøvede ikke, da Vejen Gymnastikforening for tre år siden fik en henvendelse fra Elsass Instituttet, der tilbød at starte en klub-i-klub løsning op under konceptet Sport for Brains. Sport for Brains arrangerer adskillige klub-i-klub tilbud, camps, idrætsdage og mange andre aktiviteter for børn, unge og voksne med CP.

Jette og flere andre instruktører sagde ja tak til tilbuddet og blev de næste to år sidemandsoplært, mens de startede holdet op i Vejen. Københavns Trampolinklub havde startet et lignende trampolinhold op et par år forinden. Gennem projektet hos Elsass Fonden deltog en træner fra København næsten hver gang, hun hjalp dem med de rigtige øvelser og inspiration til træningen.

Vi er meget glade for, at Elsass Instituttet fortsat tilbyder en weekend med den nyeste viden på området hvert år

Jette Holmgaard, Instruktør Vejen Gymnastikforening

For børnene er dette en fantastisk træningsform, der giver dem styrke og stabilitet, som mange børn med CP udfordringer har brug for. Og så er det leg, hvilket er langt langt det vigtigste, det her er ikke den fysioterapi, som er en del af deres daglige træning, men det er leg og træning ind i det, fortæller Jette engageret.

Holdet er ikke udelukkende for børn med CP, de favner også børn med andre funktionsnedsættelser. Instruktørerne laver en individuel vurdering fra gang til gang, om børnene vil få noget ud af trampolinholdet. De har heller ingen specifik aldersafgrænsning, da de mener, at de er nok instruktører med forskellige kompetencer, der kan tage imod børn med forskellige forudsætninger.

Holdet træner hver lørdag i Vejen Idrætscenters springcenter.

Trampolinspring er en humørbooster, hvor børnene får styrket deres balance og koordinationsevne og derved opnår en bedre kontrol af kroppen

Skriver Vejen Gymnastikforening på deres hjemmeside

Hvad er Elsass Fonden

Elsass Fonden arbejder for at forbedre mulighederne for mennesker med Cerebral Parese og deres pårørende. Dette skal ske over en bred front – fra forskning over formidling af nutidig viden til direkte støtte til institutioner, foreninger og den enkelte. Elsass Fonden blev etableret i 1975 ved en gavedisposition fra Helene Elsass, der selv havde CP. Siden etableringen har Elsass Fonden sat markante spor på en lang række områder i CP-verdenen og gjort en forskel for talrige børn og unge med CP. Elsass Fonden består af både fond og institut.