Vi skal aflaste de frivillige mere, end vi skal belaste dem
I 2019 havde Billund Idrætsforening stor succes med at starte flere nye aktiviteter op, hvilket er en del af den vækststrategi de for fire år siden implementerede. En strategi der har gjort dem til den største forening i DGI Sydvest.
Har du en god idé til et nyt hold, en ny idræt eller aktiviteter i Billund IF, så er der ikke langt fra tanke til handling. Deres strategi går ud på at gøre det nemt for de frivillige, der gerne vil starte noget nyt og på den måde sikrer de, at deres forening er i konstant udvikling.
Når mennesker gør det, de elsker og det der gør dem glade, så trækker de flere til…
Mads Bay, formand Billund IF
Mads Bay er formand Billund IF, han fortæller, at det hele handler om, at alle skal gøre det, som de er dygtige til og de brænder for. ”Vi skal aflaste de frivillige mere end vi skal belaste dem. Så bliver der overskud til en masse andre ting, som events og anden udvikling.”
Et eksempel kunne være, at du gerne vil spille basket og ønsker at starte et hold op. Så skal du ikke starte med alt det administrative og stille med en bestyrelse. Du melder din idræt/aktivitet ind i Billund Idrætsforening, hvilket koster et beløb pr. medlem om året, men så bliver alt også ordnet for dig. Din aktivitet bliver medlem af deres foreningsfællesskab, som så sørger for, at der er styr på alle medlemsindberetninger, vedtægter, økonomi og lignende.
Den flerstrengede forening drives, som en professionel bestyrelse
Mads Bay fortæller videre, at de gennemtænkte deres strategi for fire år siden. Hvordan skulle den flerstregende Billund Idrætsforening drives? Efter mange gode snakke blev hovedbestyrelsen enige om, at gennemsigtighed var vigtigt og strategien skulle være ”Plug and Play”, hvis man kom med forslag til en ny aktivitet.
Alting gror nedefra, der er intet som starter fra toppen
Mads Bay
Hver aktivitet har en plads i hovedbestyrelsen og det er dem, som har beslutningsretten. ”Vi driver det som en professionel bestyrelse, hvor det er flertallet, der bestemmer. Som formand er mit job ikke at bestemme, det er en fælles beslutning, hvordan vi skal drive det hele.”
Mads fortæller, hvordan det kan gøre beslutningsprocesserne længere: ”Ofte kan du føle, at du kommer med en virkelig god idé og når den så er blevet vendt af hele hovedbestyrelsen, bliver du overrasket over, at det ender med noget helt andet og en meget bedre løsning.”
Hovedbestyrelsen mødes hver anden måned til møder og holder hinanden løbende orienteret. ”Men det er vigtigt, at vi ikke holder møder for ofte og spilder hinandens tid,” understreger Mads.
Køb Kontorhænder
Hvis din forening har brug for ekstra hænder til foreningsarbejdet, så kan I få hjælp af DGI's løsning med Køb Kontorhænder.
I får en fast kontaktperson, som løser jeres administrative opgaver såsom:
- Bogføring
- Betaling af regninger, skattefri godtgørelse o. lign
- Løn herunder indberetning til Skat
- Fakturering
- Budgettering
- Kommunale tilskudsansøgninger
- Indberetning til CFR og kommune
LÆS MERE
Hjælper og udvikler hinanden
Mads er meget klar i sin holdning til frivilligt arbejde: ”Frivillige skal lave frivillighed og ikke foreningsarbejde. Hvis du er en rigtig dygtig træner i håndbold, så skal du ikke bruge din tid på regnskaber. Det er der andre, som er dygtige til.” Og han tror på, at ved at aflaste de frivillige i foreningsarbejdet, så giver det mere overskud, og den frivillige brænder ikke ud.
Det er formændene i hver aktivitet, som driver det hele. Og der er altid back-up fra alle de andre i hovedbestyrelsen, når du ønsker at starte noget op. Mads Bay er stolt af, at drive en sund og veldrevet forening og har stor ros til alle formændene, som udgør hovedbestyrelsen: ”Det er nogle enormt dygtige og driftige mennesker, uden dem kunne dette ikke lade sig gøre.”
Esport er en af de nyeste aktiviteter på stammen i Billund IF, også her hjælper aktiviteterne hinanden. Det har nemlig været vigtigt for foreningen, at bevægelse blev en del af esport. Derfor kan en del af dagens esports-træning starte både med løbeture, en tur på skydebanen eller med en fodbold. ”Det er fedt, at vi har et fællesskab, hvor vi kan gøre hinanden gode.” Slutter Mads Bay af med at fortælle.