Vandreture ved Vesterhavet

Oplev den imponerende natur og kultur ved Naturpark Vesterhavet. Arne Kopp Sørensen guider os gennem 5 hverdagsvandreture med fortællinger og lokalhistorie.

I samarbejde med Friluftlauget har vi arrangeret 5 vandreture med guide i vores flotte natur ved Vesterhavet. Alle gåture er på hverdage og starter kl. 10:00. Turene vil have en længde på mellem 12 og 16 km. Forventningen er, at alle ture tager ca. 4-5 timer i alt.

Vandringen vil på alle ture foregå i moderat tempo, hvor der indlægges små pauser med fortællinger om naturen og kulturen undervejs. Du skal selv bære din rygsæk med relevant udstyr. Bl.a. vandtæt fodtøj, da der kan være vådt nogle steder. Medbring desuden drikkelse og mad til frokost, som vi holder ca. midtvejs på turen.