Powerwalk-klubben i Vorbasse fik en god idé

DGI Sydvest hjalp Vorbasse KFUM Idrætsforening i gang med powerwalk for fem år siden, men de manglede et mål med deres ugentlige træninger. Så kom de på ideen om at arrangere et Walk-Halv-Thon! Det første år var de 50 deltagere og i år var de 250 deltagere.

Det er de to frivillige Berit og Dianna fra Vorbasse KFUM Idrætsforening, som står bag Walk-Halv-Thon. De har forskellige baggrunde for at være blevet grebet af Powerwalk, der hører under afdelingen Løb i Vorbasse. Berit er gammel håndboldspiller og Dianna havde forgæves forsøgt sig med løb, men med Powerwalk har de begge fundet motionsformen, der passer perfekt til dem.

Ideen til Walk-Halv-Thon opstod, da der blandt medlemmerne var forskellige behov til holdet. Der var både forskel på tempoet og længderne, som medlemmerne ønskede at gå, men mest af alt, så manglede de et mål med deres træning. Og det fik de med Walk-Halv-Thon!

Når der er et Walk-Halv-Thon at se frem til, så er man sikker på, at man kommer afsted til træningerne

Berit og Dianna fra Vorbasse KFUM Idrætsforening

Det kræver frivillige hænder at arrangere og afvikle et Walk-Halv-Thon. Der skal laves rutekort, sættes skilte op, skæres frugt, fyldes op i vandbeholderne og så var der endda 3 naboer til ruten, der havde været så venlige at stille deres toiletter til rådighed for de tissetrængende.

I år krævede det lidt ekstra frivillige, da antallet af deltagere var steget markant. I 2016 var de ca. 50 deltagere, i 2017 og 2018 var de ca. 100, men så i år var der imponerende 250 deltagere.

Vi vil gerne hilse på alle

For Dianna og Berit er det allerbedste at møde alle de forventningsfulde deltagere på dagen, de forsøger både at hilse på alle både før og efter løbet, når de kommer i mål. Dianna fortæller, hvor fedt det er at se, når alle kommer i mål helt høje efter at have gået 21,1 kilometer!

Vi havde helt ondt i kinderne af at smile, da deltagerne sidst på eftermiddagen var taget hjem

Udtaler Berit og Dianna efter løbet i år

Det er vigtigt for Dianna og Berit, at der også er lidt gode overraskelser, som bliver delt ud på ruten. Og når alle walkerne kommer i mål, så er der lidt ekstra lækker forplejning og plads til at sætte sig og hvile benene. Når alle er i mål og arrangementet er slut, så hjælper alle med at rydde op efter sig selv.

Til næste år gør de det selvfølgelig igen, og de glæder sig til at arrangere deres 5 års jubilæums Walk-Halv-Thon. Datoen er sat til den 13. september 2020 og de håber på stor tilslutning igen. Så længe der er stor opbakning til arrangementet, så vil Dianna og Berit meget gerne gøre det, men ellers får de nok nye gode ideer til noget andet.