Særlig anderkendelse af frivilligt arbejde

DGI Sydvest vil gerne anderkende det frivillige arbejde i foreningerne. Derfor kan I indstille en frivillig, som har udført et særligt stykke arbejde igennem en længere periode til en DGI Sydvest æresnål.

Jørn Thyssen Pedersen får overrakt DGI æresnål af bestyrelsesmedlem Kirsten Christensen den 16. marts 2019. Han har været frivillig i 25 år i Ribe Gymnastikforening.Jørn Thyssen Pedersen får overrakt DGI æresnål af bestyrelsesmedlem Kirsten Christensen den 16. marts 2019. Han har været frivillig i 25 år i Ribe Gymnastikforening.

Hvem kan indstilles til en æresnål?

Du kan blive indstillet til en æresnål, hvis du har ydet frivilligt arbejde i en medlemsforening eller i DGI Sydvest i minimum 15 år. Det frivillige arbejde kan bestå i at være hjælpetræner, holdleder, leder, bestyrelsesmedlem eller en anden form for foreningsarbejde. Arbejdet tæller fra det fyldte 15. år.

De frivillige fortjener stor anerkendelse!

Med nålen ønsker vi at skabe synlighed omkring de frivillige i foreningslivet, anerkende det store arbejde og engagement mange lægger i foreningerne i DGI Sydvest. 

Indstilling af kandidater skal komme fra en foreningsbestyrelse, et aktivitetsudvalg eller DGI Sydvest bestyrelsen. Kandidaten skal være aktiv som frivillig i indstillingsøjeblikket. For at komme i betragtning skal ansøgningsskemaet udfyldes og sendes til mailen: sydvest@dgi.dk. Indstillingen skal sendes minimum 3 uger inden ønsket dato for overrækkelsen.

Overrækkelse af DGI Sydvest nål

Æresnålen overrækkes lokalt i forbindelse med et arrangement i foreningen eller lokalsamfundet. DGI Sydvest vil være repræsenteret ved et bestyrelsesmedlem. Den indstillede vil modtage æresnålen, et diplom med en personlig tekst fra indstillingen samt en buket blomster. 

DGI Sydvest vil gerne opfordre foreningen til at kontakte den lokale presse i forbindelse med overrækkelsen, da vi ønsker at det frivillige foreningsarbejde gøres synligt for offentligheden.