Aquajogging og nybegynderhold har fået de voksne i vandet i Ringkøbing Svømmeklub
Ikke bare ét, men to nye voksenhold er dette efterår skudt igang i Ringkøbing Svømmeklub, og tilslutningen er allerede høj.
Det er oftest børn, der er flest af, når der indberettes medlemstal i vestjyske svømmeklubber. Sådan har det også været i Ringkøbing Svømmeklub. Indtil for ganske nyligt havde klubben tre hold for voksne svømmere: Voksen motion og svømmeteknik, Gigt- og pensionisthold samt Aquastyrke. Samtidig var der en lang række tilbud til børn og unge.
I dag er antallet af hold målrettet voksne næsten fordoblet, og målgruppen udvidet. Klubben har nemlig taget springet og startet to nye hold op – et hold for voksne nybegyndere og et hold med aquajogging som omdrejningspunktet.
Men springet var ikke så satset – der var nemlig stor et stort behov for flere tilbud til voksne svømmere.
Fra bassinkanten ved sønnikes svømmetræning til voksen nybegynder
En af dem som har nydt godt af det nyoprettede begynderhold for voksne er Maureen Klenke. Hun er tilflytter fra Tyskland, og bruger nu holdet til at indhente det forsømte fra svømmeundervisningen i hendes skoletid.
”Den ældste af vores drenge startede til svømning sidste år og den yngste i år. Jo bedre de bliver til at svømme, jo mere gik det op for mig at JEG også skulle have det lært. I Tyskland har vi også svømning i skolen, men jeg lærte ingenting, så når vi har været med drengene i svømmehallen eller ved havet, har jeg bare gået rundt i vandet”.
”Jeg kommer her for at lære at begå mig i vandet, blive tryg og til for at kunne være mere aktiv sammen med drengene, når vi er afsted sammen. Jeg glæder mig over at være her og vi har det sjovt, selvom det godt kan være lidt svært nogle gange, men vores instruktører er rigtig gode og meget engagerede”.
EN STOR TAK TIL
- Medlemmerne i Ringkøbing Svømmeklub for at fortælle deres historier
- Formand Mette Lange Andersen for at fortælle om holdene og klubben samt at foretage interviewene
Aquajogging perfekt til genoptræning
Mens nybegynderholdet giver svømmerne selvtillid i vandet, så tjener Aquajogging et lidt andet formål. I vandet belastes skrøbelige dele af kroppen ikke i samme grad som på land, og det bruger flere af deltagerne til at genoptræne efter skader.
”Jeg har gået til fysioterapeut i lang tid og har slidgigt i begge knæ, så det her er bare fedt at komme i gang med. Det er rart at få rørt hele kroppen i stedet for kun at stå og lave de øvelser som fysioterapeuten siger. Det er rart at prøve noget helt andet og frem for alt det her med at prøve noget, som man kan holde til og som giver noget motionsmæssigt. Det er rigtig fedt at være med til”, lød det fra Rikke Mose.
Ligesom Rikke Mose kan Helle Jakobsen også se fordelen ved at bruge Aquajogging til at gøre noget godt for kroppen og især knæerne.
”Jeg her fået et nyt knæ og har i forbindelse med genoptræningen også brugt vand. Genoptræning i vand er bare generel super godt, det gode er at man altid kan lidt mere i vand og det er bare rart at tage herfra med en succes i baglommen”.
Effektiv reklame gennem Facebook, hjemmeside og medlemmer
Den store opbakning til holdene allerede fra dag ét skyldes blandt andet en effektiv indsats både online og offline. På Facebook blev der reklameret for de nye hold, mens man på hjemmesiden blev mødt af nyheden allerede på forsiden. Vigtig var også medlemmernes gode omtale, hvilket kastede flere deltagere af sig.
Else Clausen var en af dem som så et opslag på klubbens Facebookside, og ikke lang tid efter var to nye deltagere klar.
”Jeg så opslaget på Facebook og ringede straks til min søster, så vi blev meldt til lige med det samme, da vi så de”.
Ligeså var netværket vigtigt for Karen Østergaard:
”Jeg fik oplysningerne af en anden deltager og derefter læste jeg om det på deres hjemmeside”.
Uanset hvor deltagerne læste eller hørte om holdet, så har de alle det til fælles, at de nu er en del af Ringkøbing Svømmeklubs nye voksenhold, som allerede nyder stor opbakning og bringer stor glæde hos nye målgrupper.