Simon fik drømmejobbet

Simon Qvortrups passion for alt der har med cykling at gøre, har placeret ham i det perfekte krydsfelt mellem job og fritid. 1. oktober startede han nemlig i jobbet som Idrætskonsulent i DGI Vestjylland for lande-vejscykling, MTB, svømning og triatlon.

DGI Vestjyllands nye idrætskonsulent Simon Qvortrup, har spændt cykelhjelmen og er klar til at cykle forrest med udvikling til fordel for de vestjyske cykel-, triatlon- og svømmeforeninger.

Til Simon Qvortrups held, har DGI Vestjylland øget satsningen på større Vestjyske idrætsevents, hvilket har betydet, at hans forgænger nu sidder med blandt andet planlægningen af det kommende motorvejsløb i 2018. En satsning der frigav en plads på kontoret i Ulfborg - og med en baggrund som passioneret mountainbiker på eliteplan, bestyrelses-medlem, instruktør, foreningsmedlem og med en kandidat i idræt på CV’et, var den 27 årige Simon Qvortrup den perfekte mand til jobbet. Simon har derfor siden 1. oktober kunnet kalde sig idrætskonsulent for landevejscykling, MTB, triatlon og svømning i DGI Vestjylland og har dermed gjort hans store hobby til hans levevej.

Mand med mange interesser

Simon dyrker alle former for MTB, hvilket han har gjort i de sidste 15 år - også på eliteplan. Simon finder kombinationen af smukke naturoplevelser og det ekstreme og lidt ”farlige” som en perfekt blanding, fordi det for ham både er lettere og mere inspirerende at presse sig selv hårdt fysisk, når han er i naturens flotte omgivelser. Simon er født i Holstebro, men flyttede i en tidlig alder til Silkeborg, hvor han og kæresten også bor i dag i et hus, som de for nyligt er blevet ejer af. Så når Simon ikke bruger sin tid på sin mountainbike, lægges der mange timer i hus- og havearbej-de. Derudover er Simon en passioneret skiløber, der også elsker at komme på vandet med sit windsurf-udstyr og sætter stor pris på en rigtig god kop kaffe. Kaffe som fabrikeres på hans egen espressomaskine i det nye hjem i Virk-lund ved Silkeborg.


DM-titel og worldcup deltager
MTB har givet Simon mange fantastiske oplevelser, blandt andet da han vandt hans første DM-titel tilbage i 2007. Ligeledes har det også været en stor oplevelse, da han som landsholdsdeltager ved flere worldcups, blandt andet har konkurreret med ryttere som Peter Sagan, Nino Schurter og Julien Absalon. Udover MTB, cykler Simon desuden også landevej, cykelcross og er den glade ejer og rytter af en ethjulet cykel. Det meste af Simons fritid og alle hans ferier, har derfor naturligt nok altid drejet sig om at cykle – blandt andet i de store bjerge, hvilket han elsker mere end noget andet.

Jeg har altid elsket at involvere mig i de lokale klubber og cykelmiljøer, og få det bedste ud af dem, ved at bidrage med min viden og erfaring. Hvilket også har drevet mig til at være indblandet i både bestyrelsesarbejde, eventarbejde og trænerarbejde

Simon Qvortrup

Fik drømmejobbet i første forsøg

I juni blev Simon færdig med sin kandidat i idræt. Her fordybede han sig i det humanvidenskabelige, hvor trivsel af unge talenter i folkeskolen var omdrejningspunktet for hans speciale. Sideløbende med at fordybe sig i lærebøgerne under idræt-studierne, var han personlig træner for nogle af landets dygtigste mountainbike udøver, men også selv været menig medlem af en idrætsforening. Netop viden om både eliten og bredden er en vigtig kombinationen, der dagligt skal forenes i Simons nye job ved DGI Vestjylland. Her vil han nemlig gøre sit til at hjælpe med udviklingen af både de lokale foreninger og de enkelte udøvere, ved at lave relevante kurser, arrangementer og netværk inden for MTB, landevejscykling, svømning og triatlon.

Stillingen her var mit drømmejob, men jeg havde bestemt ikke turde håbe på, at få det som mit første fuldtidsjob

Simon Qvortrup


Han er dermed klar til at gå ind i kampen for udviklingen af cykel-, triatlon- og svømmeaktiviteter i Vestjylland, og sammen med foreningerne, få gjort sportsgrenene endnu mere attraktive for vestjyderne. Han glæder sig til at komme ordentligt i gang med arbejdet og håber at foreningerne vil tage godt i mod ham.