DGI Vestjylland får ny direktør

Når nuværende direktør Preben Holm går på pension fra DGI Vestjylland efter 22 år på posten, bliver det et kendt ansigt internt i DGI Vestjylland, der overtager direktørposten.

Frank Mosgaard Kristiansen tiltræder sin nye stilling som direktør for DGI Vestjylland 1. januar 2017.

Et enigt ansættelsesudvalg ved DGI Vestjylland har efter endt ansættelsesprocedure valgt Frank Mosgaard Kristiansen som ny direktør for DGI Vestjylland.

”Det bliver spændende at blive en større del af en organisation i forandring og være med til at præge den proces. Jeg ser meget frem til at arbejde med de muligheder, det giver, og være med til at sætte nogle pejlepinde sammen med medarbejderne, så vi fortsat kan bidrage til at sætte DGI Vestjylland på danmarkskortet,” siger Frank Mosgaard Kristiansen.

Frank Mosgaard Kristiansen kommer fra en stilling som CEO ved Novopack i Aarhus og har haft flere ledelsesposter indenfor salg og marketing, hvilket også har bragt ham til Saudi Arabien og Dubai. Han har de sidste to år også været en del af DGI Vestjyllands politiske ledelse og har derfor et godt kendskab til DGI’s vision og mål.

”Vi har fået 25 ansøgere til jobbet, og efter to samtalerunder er valget faldet på Frank Mosgaard Kristiansen. Med Frank får DGI Vestjylland en særdeles kompetent direktør med et godt kendskab til DGI og idrætslivet, og det er tydeligt, han brænder for DGI. Det er derfor en enig politisk ledelse, som står bag valget af Frank,” siger DGI Vestjyllands formand Per Østergård.

Med Frank får DGI Vestjylland en særdeles kompetent direktør med et godt kendskab til DGI og idrætslivet, og det er tydeligt, han brænder for DGI

Per Østergård, DGI Vestjyllands formand

Frank Mosgaard Kristiansen er 50 år og har en MBA i International Management og er også uddannet pilot. Han stammer fra Spjald i Vestjylland og bor i dag i Holstebro med sin hustru. Sammen har de to voksne børn på 17 og 22 år.

Frank Mosgaard Kristiansen har tidligere været både fodbold-, håndbold- og tennistræner, men er nu meget optaget af triatlon-disciplinen X-TERRA, som han gennemførte i Aarhus i år, og har også tidligere løbet maraton i blandt andet Berlin og Bruxelles.

Han tiltræder sin nye stilling som direktør for DGI Vestjylland 1. januar 2017.