DGI Vestjylland Holstebroegnen Gymnastik går forrest, når det gælder sikker springmodtagning

Springmodtagningen er i top i DGI Vestjylland Holstebroegnen, da alle egnsforeningens springinstruktører er blevet DGI og GymDanmark-springsikkeruddannede, og egnsforeningen er i færd med at blive springsikker-certificeret. Holstebroegnen håber, det kan være et springbræt til at øge springsikkerheden i gymnastikforeningerne generelt.

DGI Vestjylland Holstebroegnen Gymnastik har sat ekstra fokus på springmodtagningen.

Forårsopvisningerne i Gråkjær Arena blev for nylig afholdt, og det var her, sæsonens hårde træning kulminerede, og hvor 3400 gymnaster viste forældre, venner og tilskuere, hvad de havde lært. Rytmegymnasterne viste yndefulde og imponerende serier, mens springgymnasterne viste spændstige og kraftfulde saltomortaler, flik-flak og springkoncepter af høj intensitet.

Springmodtagningen er en vigtig del af en opvisning, hvor instruktørerne skal have fuldstændig styr på springmodtagningen af sikkerhedsmæssige årsager. Gymnastikudvalget i DGI Vestjylland Holstebroegnen, som hvert år arrangerer forårsopvisningerne i Gråkjær Arena, ønsker at højne springsikkerheden på både egnsholdene og ude i lokalforeningerne. Det vil gavne springgymnasternes sikkerhed både til træning, og når de er til opvisning. Gymnastikudvalget har derfor kigget derfor indad og besluttede, at de ville være en DGI og GymDanmark Springsikker-forening og blandt andet få alle deres springinstruktører springsikker-uddannet.

”Som egnsforening er det vigtigt, at vi er gode forbilleder for vores lokalforeninger, og vi må derfor starte med at gå os selv efter i sømmene. Vi kunne se forbedringsmuligheder på springmodtagningen og er derfor i en proces med at blive springsikker-certificerede gennem DGI,” siger Bill Nielsen, næstformand i DGI Vestjylland Holstebroegnens gymnastikudvalg.

Som en del af at blive certificeret springsikker-forening har Holstebroegnen i samarbejde med DGI Vestjyllands Gymnastikkonsulent Henrik Pedersen gennemgået et 360 graders eftersyn af springundervisningen, herunder bestyrelsesansvar og – opgaver, instruktørkompetencer, engagement i springtræningen og sikkerhed.

Springsikkeruddannelse skaber tryghed for både gymnaster og instruktører

Bill Nielsen og resten af gymnastikudvalget ønsker, at deres springinstruktører er godt rustede i springmodtagningen, og det giver dem en sikkerhed at vide præcist, hvad de skal gøre i en modtagningssituation. Søren Knudsen er springinstruktør på Juniorholdet i Holstebroegnen og har sammen med sine med-instruktører taget niveau 1 og 2 i springsikkeruddannelsen, og han har haft stor glæde af uddannelsen.

”Jeg havde ikke meget erfaring med springmodtagning i forvejen, så det har været rigtig godt at få nogle redskaber på springsikkeruddannelsen. Jeg er blevet tryg ved at stå i en modtagningssituation og er ikke længere usikker, da jeg nu ved, hvordan jeg skal læse springet,” siger Søren Knudsen.

På Juniorholdet går 128 gymnaster, og springgymnasterne synes, deres instruktører er gode som modtagere.

Det er dejligt at vide, at vores instruktører har en uddannelse, så de ved, hvad de skal gøre

Caroline Christensen og Signe Juul, begge 14 år og springgymnaster på Juniorholdet.

”Det er dejligt at vide, at vores instruktører har en uddannelse, så de ved, hvad de skal gøre. Vi føler os trygge i en modtagning, da instruktørerne kender hver enkelt af os godt,” siger Caroline Christensen og Signe Juul, der begge er 14 år og springgymnaster på Juniorholdet.

Springbræt til endnu bedre samarbejde

Gymnastikudvalget håber desuden, at springsikkercertificeringen kan inspirere lokalforeningerne til også at få gennemgået springsikkerheden gennem DGI, men de er også klar over, at de små lokalforeninger muligvis ikke har økonomien dertil og arbejder derfor i forskellige scenarier.

Vi håber, at denne certificering kan være et springbræt til et bedre samarbejde med vores lokalforeninger, og vi vil gerne gøre en indsats for at højne springsikkerheden generelt

Bill Nielsen, næstformand DGI Vestjylland Holstebroegnen Gymnastik

”I udvalget har vi talt meget om, hvad vi kan gøre for at de lokale springinstruktører kommer på springsikkeruddannelsen, og vi har flere ideer på tegnebrættet, men intet konkret endnu,” siger Bill Nielsen.

Formand for DGI Vestjylland Holstebroegnen Gymnastik, Lene Hviid Kristensen, glæder sig over, at egnen snart får papir på, at de har fået gennemgået springsikkerheden fra A-Å, og hun ser frem til, at springsikkerheden er i top.

“Som formand for gymnastikudvalget er jeg meget glad for, at vi er i gang med springsikker-proceduren. Det er et virkelig godt og gennemarbejdet koncept, og som forening bliver man ledt sikkert gennem processen med opbakning fra DGI Vestjyllands konsulent. Jeg håber, at alle lokalforeninger i Holstebroegnen vil bruge tid og kræfter på at blive springsikker - det er helt sikkert indsatsen værd,” siger Lene Hviid Kristensen.

DGI Vestjylland Holstebroegnen forventer at blive springsikker-certificerede inden længe og arbejder i øjeblikket på at lave foldere med mere info om certificeringen, og hvad den betyder for egnens gymnaster og forældre.