Dygtigere trænere og glade børn – esporten i Vestjylland gør klar til en ny sæson

Vestjylland har fået endnu bedre CS:GO-trænere efter at 18 kursister fik skærpet deres trænerevner, mens støtteordninger gjorde deltagelse mulig for alle børn ved en Fortnite-camp i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.

Philippe Ouabaid (kendt som Winspai) underviser de 18 deltagere på CS:GO-trænerkurset. Foto af Morten Holm.

Selvom sommerferien har lagt folkeskolerne i dvale, så undervises der stadig i Vestjylland. Klasselokalerne var skiftet ud med esportslokaler i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, der i starten af skolernes sommerferie har dannet rammer for gode oplevelser og udvikling af både børn og voksne med interesse i esport.

11 børn blev udfordret på deres kommunikation, taktik, og samarbejde, da de deltog i en fire dage lang Fortnite-camp arrangeret af DGI Vestjylland, Ringkøbing-Skjern Kulturcenter og Tricked Esport. Ligeså fik 18 Counter Strike-trænere flere stjerner på skuldrene ved et trænerkursus, så de nu kan tilbyde endnu bedre træning i deres lokale foreninger.

Støtteordninger gjorde deltagelse mulig for flere børn

For at sørge for, at alle børn har mulighed for at deltage i sommerens aktiviteter har DGI en fripladsordning, som gør det muligt for børn fra økonomisk trængte familier at deltage. Det hjalp to børn til at blive en del af campens fællesskab, og en lignende ordning fra Ringkøbing-Skjern Kommune gjorde det muligt for yderligere tre børn at være med.

”I DGI Vestjylland er vi glade for, at vores Fortnite-camp blev afholdt. Især fordi vi havde fem børn med, der ikke plejer at have mulighed for det. Ringkøbing-Skjern Kommune betalte for at tre børn kunne, som ikke selv havde midler til at kunne komme med. DGI’s egen fond om fripladser sørgede for at give de sidste to en mulighed for at være med. At forening og kommune på denne måde kan give børn en mulighed for at være med på lige fod, synes vi er prisværdigt”, lyder det fra esportskonsulent Rudi Rye Keldorf fra DGI Vestjylland.

Næsten udsolgt kursus vidner om foreninger klar til genstart

En normal hverdag er lige så stille på vej tilbage, og det samme gælder for esportsforeningerne. Det var også tydeligt på trænerkurset, hvor 18 ud af 20 pladser var optaget. Her blev der undervist i Counter Strike – Global Offensive, som er blandt de mest populære spil i esportens verden. Det flotte fremmøde var DGI Vestjyllands esportskonsulent godt tilfreds med:

”Vores Rank Up! CS:GO-kursus gik bedre end vi havde regnet med. I en tid efter corona og hvor foreningerne normalt har lukket fik vi lokket 18 trænere til Ringkøbing-Skjern Kulturcenter. Et kursus som er et helt særligt samarbejde mellem DGI og Tricked Esport, hvor vi prøver at kombinere Trickeds ekspertviden med DGI’s brede foreningsperspektiv og give trænerne endnu mere viden, så de bedre kan udvikle og støtte deres foreningsmedlemmer i deres udvikling”

Helt tæt på esportsprofiler

Lidt stjernestøv var der på både campen og kurset. Børnene fik selskab af Christoffer Snejbjerg, kendt som ”Jarl”, mens instruktøren på trænerkurset var Philippe Ouabaid, kendt som ”Winspai”. Begge to er trænere for Tricked Esport, og selvom navnene vækker måske ikke genklang hos den brede befolkning, så var det kendte ansigter for deltagerne på henholdsvis campen og kurset.