Efter recertificering er Mariehønen flyvende, når det gælder idræt, leg og bevægelse

Med en recertificering i idræt, leg og bevægelse får institutionen Mariehønen ny inspiration og konkrete redskaber til fortsat at skabe bevægelsesglæde hos vuggestue- og børnehavebørnene.

Som DGI-certificeret vuggestue og børnehave har de ansatte i Mariehønen i Astrup ved Skjern taget et valg om, at idræt, leg og bevægelse skal være en del af institutionens hverdag. Efter to år med fokus på bevægelse er det blevet tid til en recertificering, og det ser de ansatte frem til.

For som mange institutioner så oplevede Mariehønen også, at der i den første tid efter certificeringen var stort fokus på leg og bevægelse, men med tiden gik noget af det i glemmebogen.

”Nogle gange glemmer vi at have fokus på, hvad vi ønsker at opnå med lege- og bevægelsesaktiviteter, og i en travl hverdag kan kreativiteten også mangle,” siger Henny Mikkelsen, Dagtilbudsleder i Mariehønen.

Med en recertificering får vi et indspark og ny inspiration til at kombinere leg og bevægelse, og i personalegruppen får vi også et fælles sprog igen

Henny Mikkelsen, Dagtilbudsleder i Mariehønen

Som en del af re-certificeringen har de ansatte derfor bedt Børn- og ungekonsulent ved DGI Vestjylland, Charlotte Egede Frost om inspiration til konkrete bevægelseslege og rekvisitter.

Vuggestuebørn skal udfordres på grænsen af deres formåen

I vuggestuen ønsker personalet ny inspiration til billige rekvisitter, men også at få genopfrisket hvilke kropslige færdigheder, som børnene skal lære og blive gode til. I gymnastiksalen trækker Charlotte Egede Frost, derfor ganske almindelige karklude frem.

Inden længe er der karklude over hele gulvet, mens Charlotte Egede Frost fortæller, at kludene er sne og kaster dem op i luften. De otte vuggestuebørn gør straks det samme og vælter rundt i ”snevejret”, mens de griner og jubler højlydt. De dækker en af de voksne til i karklude, mens de leger, det er visne blade, og kort efter vil alle børnene også gerne dækkes til.

”Som voksne skal vi motivere til, at børnene bevæger sig og brænder krudt af. Det er vigtigt, at vi finder på noget, som de er interesserede i, og går vi forrest, så følger børnene hurtigt efter,” siger Charlotte Egede Frost.

Hun understreger også, at selve aktiviteten ikke er så vigtig, men mere hvad børnene får ud af den.

Vi skal udfordre børnene på grænsen af deres formåen

Charlotte Egede Frost, Børn- og ungekonsulent, DGI Vestjylland

”Vi skal udfordre børnene på grænsen af deres formåen. Vi kan se med snevejrslegen, at de kan kaste med kludene og kravle rundt i dem, men kan de klatre? Så må vi ændre i aktiviteten og prøve at hænge klude op i ribberne og lege, de skal hente vasketøjet,” fortæller Charlotte Egede Frost.

Indendørs bevægelseslege er en udfordring

Pædagogerne i børnehaven er udfordrede på at inddrage bevægelseslege indenfor på stuerne, da det nemt bliver stillesiddende lege på den forholdsvis trange plads, hvor der ikke er plads til store redskaber. Men så er det godt, at man kan bruge børnene som redskaber. Charlotte Egede Frost guider en gruppe af børnene til at lægge sig fladt på gulvet eller stille sig med spredte børn, så de resterende børn kan gå over og kravle under dem.

”Ved at bruge børnene som redskaber sætter vi ikke bare fokus på bevægelse og sansemotorik, men også på det kognitive og sociale, da børnene skal lære at tage hensyn til hinanden, selv vælge hvordan de kan skabe redskabsbanen, de skal kunne stå i kø til banen, og samtidig kommer de også til at røre ved hinanden på den trange plads”, siger Charlotte Egede Frost.

For de ansatte i Mariehønen er det en øjenåbner i forhold til, hvor lidt det kræver at sætte bevægelseslege i gang. Det er blot fantasien, der sætter grænser.

”Det er fantastisk med noget ny inspiration og at se, hvor lidt det kræver. I børnehaven arbejder vi meget med etik og moral og at være gode ved hinanden, og alle de bevægelseslege Charlotte er kommet med i dag er nogle, vi kan bruge fremadrettet,” siger Jette Stefansen, pædagog i børnehaven.

Det er fantastisk med noget ny inspiration og at se, hvor lidt det kræver

Jette Stefansen, pædagog, børnehaven

Helle Willumsen er meget enig med sin kollega.

”Det kan være svært at finde på nyt, så det er godt at få inspiration til nogle konkrete lege og igen at få fokus på, hvorfor vi leger forskellige lege. Det er vigtigt, at vi voksne er rollemodeller og leger på niveau med børnene, så de føler sig trygge i legen, og vi kan se, børnene udvikler sig motorisk, sprogligt og socialt,” fortæller Helle Willumsen, pædagogmedhjælper i vuggestuen.