Emneuge udviklede dygtige trænere til foreningslivet

Skolerne i Tvis, Nr. Felding og Halgård gik i uge 39 sammen om at holde en fælles emneuge. 20 elever fra 7. klasse fik i løbet af ugen redskaber til at være trænere i en forening, og ugen sluttede af med et testevent overfor 25 børnehavebørn.

Fælles emneuge i uge 39 på Tvis Skole. Foto: DGI Vestjylland

Unge i Front - Trænerspirekurset er et DGI-kursus, der uddanner fremtidens trænere og hjælpetrænere i foreningslivet. I flere år har skolerne i Tvis og Nr. Felding sammen afholdt kurset som valgfag for deres 7. klasser, men på grund af ændringer fra regeringen har det ikke været muligt at beholde valgfaget.

Skolerne har dog ønsket at beholde kurset, og det blev muligt i uge 39, da Tvis og Nr. Felding Skole gik sammen med Halgård Skole om at tilbyde kurset som en emneuge i stedet for et valgfag. Det takkede 20 elever fra 7.klasser på de tre skoler ja til.

Redskaber til at planlægge træninger

”I denne emneuge forsøger vi at koble teori og praksis sammen, og eleverne får redskaber til at planlægge træninger i de forskellige foreninger,” siger Henrik Lund, som var instruktør hele emneugen.

I foreninger kan man træne meget forskellige målgrupper, og det blev der taget højde for i emneugen.

”Vi har fokus på, hvad man kan forvente af de forskellige målgrupper, og hvordan man skal vinkle ens træning. Eleverne får hjælp til at strukturere træningen og justere den til situationen,” siger Henrik Lund.

Simone Hvas fra Mejdal var en af 20 elever, som var med til emneugen.

”Jeg har ikke været træner før, så jeg har lært en masse om, hvordan børn bedre kan koncentrere sig. Det sværeste er at finde frem til, hvad børn godt kan lide at lave,” siger Simone Hvas.

25 børnehavebørn som forsøgskaniner

Efter emneugen skal alle 20 elever ud i en foreningspraktik for at prøve det af. De fik en lille forsmag på, hvad der venter, da 25 børnehavebørn agerede forsøgskaniner som afslutning på emneugen. Eleverne fra Tvis, Nr. Felding og Halgård fik til opgave at strikke et program sammen til børnehavebørnene, og det var en rigtig god generalprøve.

”Det gik rigtig godt - eleverne peakede som instruktører. De kørte halvanden times program med grovmotorik som overordnet tema og fik stor ros af børnehavepædagogerne,” siger Henrik Lund.

Instruktøren tilføjer, at børnehaven plejer at kunne holde børnene beskæftiget i en sal i en halv time, inden de mister koncentrationen. Trænerspirerne formåede at fastholde dem i halvanden time, hvilket må siges at være en flot bedrift.

Markant fremgang hos eleverne

Henrik Lund har set en markant fremgang hos de kommende trænere.

De har rykket sig rigtig meget. De er blevet mere selvsikre og agerer som bedre rollemodeller

Henrik Lund, instruktør på emneugen

”Vi evaluerede løbende hele ugen – og eleverne gav også hinanden feedback, hvilket fungerede rigtig fint,” siger Henrik Lund.

Trænerspiren er et forløb, som henvender til elever i 6.-10. klasse.