Familier i Holstebro får stor livsglæde og motivation til bevægelse gennem projektet Familie-Fællesskab-Fritid
Familierne i projektet Familie-Fællesskab-Fritid glæder sig over igen at kunne mødes fysisk til fælles træning efter, at træningen måtte foregå online på grund af covid-19.
På et stort græsareal bag Idrætscenter Vest i Holstebro lyder høje grin ind i mellem glade børne- og voksenstemmer. Familierne i projektet Familie-Fællesskab-Fritid (FFF) er i gang med den ugentlige træning sammen med deres instruktører, og for at overholde de gældende retningslinjer er familierne delt i to hold og træner i hver sin ende af græsbanen.
Det er godt at komme tilbage, vi har savnet at komme ud og være sammen med de andre.
Marie Louise Jepsen
”Det er godt at komme tilbage, vi har savnet at komme ud og være sammen med de andre. Det er også rart, at vi igen har en fast ugedag, hvor vi er afsted til træning i stedet for bare at være hjemme,” fortæller Marie Louise Jepsen, , der deltager sammen med Per Nielsen og deres datter Mathilde Jepsen Nielsen på 7 år.
Selvi Vrist deltager også sammen med sønnen Silas Vrist på 12 år, og de sætter pris på, at instruktørerne har sørget for håndsprit og at dele familierne op i mindre hold.
”Det er dejligt, at der bliver taget hensyn, så man ikke risikerer at blive smittet, og det stadig kan lade sig gøre at komme til træning. Jeg føler mig tryg ved at komme afsted, og Silas glæder sig hver gang,” siger Selvi Vrist.
Online træningsfællesskab
Mens Danmark var lukket ned på grund af covid-19 måtte de fysiske FFF-træninger aflyses. Til gengæld fandt instruktørerne på at lægge øvelser og lege op i projektets Facebook-gruppe.
”Det var ikke lige så sjovt, som når vi mødes fysisk. Særligt en leg med flasker var sjov, og der gik konkurrence i legen, men vi savnede at kunne konkurrere med de andre familier og vise, hvordan vi gjorde,” siger Marie Louise Jepsen.
For familien Vrist var det også udfordrende, at de fysiske træninger var aflyst.
”Fællesskabet motiverer Silas til leg og bevægelse, så det var udfordrende, at vi ikke kunne mødes med de andre familier, og vi lykkes med at lege en enkelt leg i skoven under nedlukningen, og vi nød en dejlig gåtur på 5-6 km i skoven imens, ” siger Selvi Vrist.
Familierne glæder sig til træningerne
Begge familier har tilmeldt sig for at give deres børn nogle nye oplevelser samt blive motiveret til mere leg og bevægelse, og børnene glæder sig hver gang.
”Mathilde glæder sig hver gang til at komme afsted, for hun ved, hun kommer ud at lege bare med mig eller sin far og møder samtidig nye mennesker. Det er en rigtig god ting,” siger Marie Louise Jepsen.
Marie Louise Jepsen og Per Nielsen meldte sig netop til FFF for, at datteren kunne møde nye mennesker, da hun typisk er lidt genert og tilbageholdende, når hun er sammen med mennesker, hun ikke kender.
I familien Vrist hørte de om projektet via skolen, og Selvi Vrist er meget optaget at, at sønnen dyrker noget motion og ikke blot spiller computer eller ser fjernsyn.
”Silas har dyrket forskellige sportsgrene, men ikke fundet noget, der virkelig interesserer ham. Han synes, det er sjovt at mødes og træne med andre børn, men vil også gerne gå til træning sammen med mig, og det er vanskeligt at finde nogle, der tilbyder aktiviteter for hele familien, men til FFF får vi os begge bevæget, ” siger Selvi Vrist, der i øjeblikket er sygemeldt med en discoprolaps og nyder ligeså meget som sønnen at komme til FFF-træningerne.
Faktisk ville vi være glade, hvis træningerne kunne fortsætte. Silas og jeg har snakket om, at de snart er slut, og vi er lige kommet i gang
Selvi Vrist
FFF-træningerne afholdes i alt 18 gange på Idrætscenter Vest. I øjeblikket arbejder projektkoordinator Michael Laursen sammen med DGI Vestjylland og Holstebro Kommune i forhold til at kontakte lokale idrætsforeninger med henblik på at lade familierne komme til prøvetræninger. Målet med projektet Familie-Fællesskab-Fritid er nemlig at give idrætsuvante familier lyst til at bevæge sig og dyrke motion i en idrætsforening.
Projektet Familie-Fællesskab-Fritid er et samarbejde mellem Holstebro Kommune og DGI Vestjylland og støttet af Sundhedsstyrelsen. Der har tidligere været lignende forløb i Vinderup og Ulfborg, og projektet slutter nu af i Holstebro.