Finalestævne gav gode oplevelser og stærke sammenhold

De vestjyske indendørs fodboldstævner sluttede sæsonen af med DGI Final 4 Select Cup. Her var omkring 600 U8-U15-spillere i kamp i løbet af to spilledage i Idrætscenter Vest i Holstebro.

2019/2020 sæsonen for indendørs fodbold blev afsluttet på fornemste vis til finalestævnet DGI Final 4 Select Cup. Her var spændende kampe og intense dueller for de mange U8-U15 drenge- og pigespillere, der havde kvalificeret sig til stævnet i løbet af vintersæsonen. Alle spillere kæmpede bravt for æren og pokalerne, og der var god opbakning fra forældre og trænere på sidelinjen.

Læs også: Pigerne vil have deres egne fodboldstævner

”Stævnet fungerer godt uden for meget ventetid mellem kampene, og spillerne har knoklet på banen. Mine piger gjorde det fremragende og har vundet c-rækken, ” fortalte en glad Claus Hansen, træner for Skjern GF’s U10 pigehold i C-rækken.

Skjern GF spillede i alt fem kampe, hvor de vandt fire og tabte en.

Spjald IF’s U10 pigehold - et særligt fællesskab

Mange af spillerne havde også taget deres forældre med, og der var stor opbakning med gode råd, support og jublen ved scoringer fra den anden side af banderne. Spjald IF’s U10 pigehold havde også kvalificeret sig til stævnet, og både forældre og træner glædede sig over, at spillerne fik nogle gode oplevelser med hjem, selvom de ikke vandt nogle pokaler.

”Der er en god stemning i hallen, og børnene gør det bare til UG, ” sagde Louise Andersen Vestergaard.

Louise Andersen Vestergaard er ofte til fodboldstævner og -turneringer med sin otteårige datter, Sissel Vestergaard, og hendes U10-hold, og hun kunne se mange positive ting i fodbold.

”Fodbold giver et godt socialt sammenhold og et særligt fællesskab. Sissel er den mindste på holdet og har høreapparat og har derfor nogle udfordringer, men alle er gode til at hjælpe hinanden og give hinanden skulderklap, ” fortalte Louise Andersen Vestergaard, der flankeres af datteren:

”Det bedste ved at spille fodbold er at score mål, og at vi arbejder sammen på holdet, så man kan lære at score mål, ” sagde Sissel Vestergaard, der i øvrigt scorede et mål i kampen mod Vildbjerg SF.

Træner for Spjald IF’s U10 piger, Max Pedersen har brugt mange timer gennem sæsonen for at kunne give pigerne nogle gode og sociale fodboldoplevelser, og han kunne også se, at de havde rykket sig.

Stævner som Final 4 Select Cup giver et stærkt sammenhold mellem mig og pigerne, og så kan jeg se, at pigerne rykker sig rent teknisk, når de spiller indendørs, så det giver mig en masse glæde at træne holdet

Max Pedersen, træner Spjald IF's U10-pigehold

Max Pedersen har trænet holdet de sidste fire år.

Frivillige skaber rammerne for fair kampe

DGI Final 4 Select Cup havde mange frivillige tilknyttet for at skabe de bedste rammer for spillerne og deres medfølgende trænere og familier. En af dem var Søren Buhl fra Holstebro Boldklub, og han havde taget dommertjansen på banen.

”Det er en svær post at være dommer, men jeg synes, det er spændende og vil gerne kunne glæde børnene, så de kan få spillet en masse fair kampe til stævnet, ” sagde Søren Buhl.

Til DGI Final 4 Select Cup blev der spillet kampe fra lørdag morgen kl. 9 til søndag eftermiddag kl. 17, hvor mange frivillige fra Holstebro Boldklub hjalp med både tjanser som dommere og ved dommerbordet.

95 hold, heraf 24 pigehold og 71 drengehold var i gang i løbet af hele weekenden.

Kvalifikation til DGI Final 4 Select Cup

For at deltage i finalestævnet har de enkelte hold kvalificeret sig via fodboldstævner arrangeret af klubberne: Harboøre IF, Spjald IF, Bork FK, Struer Boldklub, Tim GIF, Ulfborg IF, Mejrup GU, Vildbjerg SF, Ringkøbing IF, Holstebro Boldklub, Borbjerg GU og Sevel/Mogenstrup IF.