Flygtningebørn prøver kræfter med det danske foreningsliv
Dejbjerglund Efterskole har i samarbejde med DGI Vestjylland tilbudt flygtningebørn i området at deltage gratis på årets Sportscamp. Det har 10 børn fra Modtagelsesklassen på Alkjærskolen i Ringkøbing takket ja til.
10 somaliske og syriske børn, der alle går i modtagelsesklassen på Alkjærskolen i Ringkøbing får sig en ferieoplevelse ud over det sædvanlige. De skal nemlig på Sportscamp på Dejbjerglund Efterskole og prøve en masse forskellige sportsgrene. På campen får børnene også en unik mulighed for at skabe nye venskaber og mærke, hvordan livet er på en efterskole med fællesskab og sammenhold.
Pia Larsen, lærer i Modtagelsesklassen på Alkjærskolen, glæder os sig over, at de 10 børn får denne oplevelse og håber allerede at få tilbuddet igen næste år, så andre elever også får muligheden for en uges aktiv ferie.
”Det betyder rigtig meget for eleverne at komme hjemmefra, fordi nogle af familierne er store familier, og de får en pause fra de daglige pligter. For andre elever er det en lang sommerferie, og de får ikke talt meget dansk - kun modersmål - så det synes vi som lærere selvfølgelig er godt. Samtidig er det en god mulighed for eleverne at lære den danske foreningskultur at kende, særligt gennem sport som de alle gerne vil, ” fortæller Pia Larsen.
Det er en god mulighed for eleverne at lære den danske foreningskultur at kende, særligt gennem sport som de alle gerne vil
Pia Larsen
De 10 børn er enten flygtet til Danmark med familie eller er blevet familiesammenført, fordi faren eller moren er flygtet hertil. De har alle været i Danmark mellem 10 og 16 måneder.
Børnene skal opleve den danske idræts- og foreningskultur
Det er fem drenge og fem piger i alderen 11-13 år, der skal på camp sammen med mere end 150 børn fra Danmark og Sydslesvig. På campen skal de om formiddagene vælge mellem springgymnastik, rytme og dans, fodbold og outdoor, mens eftermiddagene og aftenerne byder på alt fra orienteringsløb og olympiade til fællessang og lejrbål.
”På campen vil børnene blive præsenteret for den danske idræts- og foreningskultur, som det ligger os meget på hjerte at dele med vore nye danske familier. Så vi glæder os til at kunne give de 10 børn en sjov og aktiv oplevelse, hvor de har masser af mulighed for at danne nye venskaber, ” fortæller Kjeld Lykke Christiansen, forstander på Dejbjerglund Efterskole.
Dejbjerglund Efterskole dækker alle udgifter til campen samt transport for de 10 børn. De 10 er nemlig dagselever på campen og tager hjem hver nat for at sove. Sportscampen arrangeres i et samarbejde mellem Dejbjerglund Efterskole og DGI Vestjylland og afholdes 1.- 4. august.
Flere tiltag på tegnebrættet
Dejbjerglund Efterskole har allerede planer om flere lignende tiltag. De ønsker nemlig at sætte fokus på at inkludere nydanskere i forenings- og efterskolelivet, så de bliver bedre integreret i lokalsamfundet. Det kan samtidig medvirke til, at de får lyst til at tage et socialt ansvar.
At få idrætsinteresserede nydanskere til at involvere sig i det lokale forenings- og efterskoleliv, tror jeg er en god måde at få dem med i fællesskabet
Kjeld Lykke Christiansen
”Vi har mange ideer på tegnebrættet. At få idrætsinteresserede nydanskere til at involvere sig i det lokale forenings- og efterskoleliv, tror jeg er en god måde at få dem med i fællesskabet. Alle elever på Dejbjerglund får derfor også en lederuddannelse i fodbold, gymnastik eller håndbold og kan tage aktivt del i lokalsamfundet efter endt efterskoleophold, ” forklarer Kjeld Lykke Christiansen.