Golffitness skaber bedre sammenhold og gør spillerne klar til den kommende sæson

Selvom vintervejret ikke indbyder til golf, er Holmsland Klit Golfklubs spillere stadig aktive. Til golffitness får de nemlig pulsen op, sved på panden og styrket kroppen, så de er klar til den kommende golfsæson.

Vinteren har gjort sit indtog, og mens mørket sænker sig over golfbanerne i Søndervig begynder sneen at falde og hvirvle rundt i blæsevejret. Indendørs i Holmsland Klit Golfklubs lokale går snakken lystigt om golfspil, golfbaner og vejret, men det varer ikke længe, før stilheden sænker sig, og man i stedet kan høre 24 golfspillere trække vejret anstrengt og se deres kinder blusse rødt.

Det skyldes, at fysioterapeut og idrætskonsulent i DGI Vestjylland, Michelle Knudsen har startet den ugentlige fysiske træning.

”Jeg er meget glad for at gå til golffitness, for jeg kan mærke, det gør en forskel, og jeg tænker mere over at få mig rørt i løbet af ugen, hvor jeg bruger Michelles øvelser som inspiration,” fortæller Tove Sunesen, der godt kan se sammenhængen mellem øvelserne og golfspillet.

Golffitness er tilpasset deltagerne

10 torsdage henover vinterhalvåret mødes 24 af klubbens medlemmer fordelt på to hold til 45 minutters fysisk træning, også kaldet golffitness. Michelle Knudsen har tilrettelagt træningen, så den er tilpasset deltagernes behov for at styrke balance, smidighed, kondition og muskler, der bruges til golfspillet.

Jo bedre balance og kropstabilitet, man har, jo bedre udgangspunkt har man også for at lave gode golfslag

Michelle Knudsen, idrætskonsulent DGI Vestjylland

”Alle har behov for at få trænet hele kroppen, men som golfspiller har man behov for at få trænet nogle særlige muskelgrupper og smidiggjort nogle led for at forebygge gængse golfskader. Jo bedre balance og kropstabilitet, man har, jo bedre udgangspunkt har man også for at lave gode golfslag, ” fortæller Michelle Knudsen omkring de øvelser, hun har med til golffitness..

For en af deltagerne til golffitness, Pia Christensen, kommer hun også til træningen af en helt bestemt årsag.

Jeg er her for at få et bedre sving. Jeg har altid dyrket meget motion, og jeg løber meget, men der får jeg ikke trænet armene, som man også bruger meget til golf

Pia Christensen, deltager til golffitness

For Freddy Sunesen giver det ham også en tryghed at vide, at træneren er kompetent og ved, hvilke øvelser, der er gode, og hvordan de skal udføres.

”Det er et kanon træningstilbud – det har man brug for, når man bliver lidt ældre. Jeg kan mærke, jeg bliver mere smidig, og så er jeg meget tryg ved træneren og har stor tiltro til det, hun gør,” siger Freddy Sunesen, der for nylig har fået nye hofter og derfor har god gavn af træningen.

Populært træningstilbud

Ideen opstod hos Holmsland Klit Golfklubs formand, Bitten Østergaard, der gerne ville tilbyde klubbens medlemmer noget træning henover vinteren, da flere medlemmer har småskader, men også fordi flere golfbaner er vinterlukkede. Hun tog derfor kontakt til DGI Vestjylland, hvor klubben er medlem, for at høre om mulighederne.

”Jeg har selv været skadet og ikke spillet golf i næsten et år, og jeg ved, der er flere af vores medlemmer, der døjer med skader, som kunne have godt af noget fysisk træning. Vi er også på en tid af året, hvor mange ikke får sig rørt så meget, så det er dejligt, vi kan samle en god flok i vores lokaler, ” fortæller Bitten Østergaard.

Allerede en uge efter, at klubben åbnede for tilmelding var holdene fuldt bookede, og flere ville gerne have haft en plads til golffitness.

”Vi har 600 medlemmer i klubben, men kun plads til 24 til golffitness, og flere af dem har udtrykt, at de gerne vil, at holdet fortsætter. Jeg har også indtryk af, at folk er kommet tættere på hinanden, og at de hygger sig til træningen,” siger Bitten Østergaard, der også selv deltager til golffitness.

John Clausen, daglig leder i Holmland Klit Golfklub er enig med Bitten Østergaard og håber, at tilbuddet kan fortsætte efter de 10 aftalte gange.

”Vi håber, at tilbuddet kan køre videre, så mange kan få god gavn af træningen. Det giver velvære og mere mobilitet. Samtidig er det fantastisk at træne i egne lokaler, for jeg er ikke i tvivl om, at det også har betydning for den store tilslutning,” siger John Clausen.

Til golffitness er der plads til alle uanset handicap på golfbanen, og deltagerne er mellem 35 og 75 år. Om træningen fortsætter efter de aftalte 10 gange er endnu ikke fastlagt.