Gratis badmintonformiddag for seniorer i Vestjylland
Nyt badmintontiltag gør det muligt for alle over 60 år at prøve badmintonsporten af i Vemb Hallen.
Ketcher, kaffe og fællessang er navnet på et nyt badmintontilbud, som tirsdag d. 29. oktober er gratis og afvikles i Vemb Hallen.
Vemb Badmintonklub og DGI Vestjylland er gået sammen for at sætte fokus på badminton for seniorer, og der startes ud kl. 9.30 med velkomst, morgenkaffe og fællessang. Kl. 10-12 svinges ketcheren, og der vil stå kompetente instruktører klar til at hjælpe dig godt i gang.
Vi ønsker at gøre det nemt for seniorer at prøve badminton af. Sporten er i forvejen nem at gå til, men vi hjælper endnu mere på vej i form af dygtige instruktører, kaffe og fællessang
Flemming Kjær, idrætskonsulent hos DGI Vestjylland
Alle kan være med
Der er ingen fysisk kontakt og alle kan være med - uanset om du har spillet badminton i mange år eller er nybegynder. Tiltaget er et led i at fokusere på, at badmintonsporten er for alle, og derfor er det helt ekstraordinært gratis at deltage i arrangementet.
Kom og oplev glæden ved badminton, når Vemb Badmintonklub og DGI Vestjylland indbyder til en aktiv badmintondag med motion, glæde og hyggeligt, socialt samvær.