Gymnasten har gjort sin hobby til levevej

Henrik Pedersen har dyrket gymnastik, siden han var helt lille. Siden december har han arbejdet han som gymnastikkonsulent ved DGI Vestjylland og har dermed gjort sin store fritidsinteresse til sit fuldtidsjob.

Henrik Pedersen ved sit skrivebord på kontoret i DGI Vestjylland. Han regner dog med at være at finde mere ude blandt gymnastikforeningerne end på kontoret, når han kommer godt i gang med arbejdet.

Da Henrik Pedersen som 4-årig og med sin mor i hånden begyndte sin gymnastikkarriere i Sørbymagle Gymnastikforening ved Slagelse, havde han ikke forestillet sig, hvilken betydning gymnastikken ville komme til at få i hans liv. Han havde nok heller ikke forestillet sig, at den ville bringe ham helt til Vestjylland.

I gymnastikken findes et særligt fællesskab

Gennem sin opvækst på forældrenes gård var det gymnastikken, der var den altoverskyggende interesse. Der blev også spillet fodbold, men det var gennem gymnastikken, at de nære venskaber opstod.

”For mig har gymnastikken givet mig et fællesskab og en holdfølelse, og langt de fleste i min omgangskreds har jeg mødt gennem gymnastikken. Selvom jeg også har dyrket gymnastik på eliteniveau, så har den personlige dygtiggørelse aldrig været det vigtigste. Det er fællesskabet,” siger Henrik Pedersen.

Rejste fra Sjælland til Vestjylland

Efter et ophold på Gørlev Idrætsefterskole besluttede Henrik Pedersen at dyrke gymnastikken på et konkurrencehold i Ringsted, som han vandt de nordiske mester med. Ved siden af træningen tog han Landbrugsuddannelsen med afsluttende opgave i planteavl.

Med en masse oplevelser og erfaringer rigere efter seks måneder på Gymnastikhøjskolen i Ollerup i 2008 ville han ud at afprøve sine gymnastiske færdigheder som underviser, og han søgte – og fik - en stilling som gymnastiklærer på Staby Efterskole. Her deltog han blandt andet i DGI’s Landsstævne i 2009 og 2013 sammen med efterskoleholdet og afholdt gymnastikkurser som instruktør ved DGI Vestjylland ved siden af sit virke som efterskolelærer.

Udgangspunktet var egentlig, at han ville prøve efterskolelærerlivet af og se, om han kunne falde til i Vestjylland, og efter syv år herovre kan man vist sige, han er kommet for at blive.

”Tanken var, at jeg ville prøve det af og er blevet rigtig glad for at være her, men det bliver nu heller ikke sværere, når man finder en sød pige herovre,” siger Henrik Pedersen og bryder ud i et stort smil.

Henrik Pedersen bor i dag i Holstebro med sin kommende hustru, som er uddannet ergoterapeut. Sammen har de en søn på to år.

Et indgående kendskab til gymnastikverdenen

Foruden sin lærergerning har Henrik Pedersen været aktiv gymnast på Holstebro REPhold samt udvalgsmedlem i Holstebroegnens Gymnastikudvalg. Han har også været inde at snuse til livet som sælger ved PE Redskaber, der sælger gymnastikredskaber. Så han har efterhånden et bredt kendskab til gymnastikverdenen – både som aktiv gymnast, instruktør, frivillig og som ansat.

”Jeg ser det som en stor fordel, at jeg kender de mange aspekter i gymnastikverdenen, for jeg kan se tingene fra flere vinkler, og jeg glæder mig til at kunne udnytte den erfaring til at spille gymnastikforeninger og andre samarbejdspartnere bedre,” siger Henrik Pedersen.

Henrik Pedersen ser derfor meget frem til den personlige kontakt med de vestjyske gymnastikforeninger og vil arbejde for at udvikle dem og gøre dem endnu bedre og stærkere.

”Jeg er meget resultatorienteret, men er samtidig ikke bange for at tage chancer, og jeg er spændt på at høre, hvad foreningerne har af ønsker og forventninger, som jeg kan hjælpe dem med.