Hvem skal have æren, prisen og 10.000 kr.?
Når DGI Vestjylland afholder årsmøde 26. marts 2019, skal Årets Ungepris 2019 også uddeles.
Ungeprisen går til i alt tre unge mennesker, der alle skal være under 25 år. Prisen er en særlig påskønnelse til unge ildsjæle i foreningslivet, der fortjener et skulderklap ud over det sædvanlige.
Prisen uddeler DGI Vestjylland i samarbejde med Ringkøbing Landbobank og er samlet på 10.000 kr.
”Der er så mange unge ildsjæle ude i idrætsforeningerne, der gør en kæmpe indsats. Denne pris er et symbol på, hvor meget vi værdsætter de unges frivillige engagement i foreningslivet,” siger Heidi Møller Nielsen, Ungekonsulent i DGI Vestjylland.
Formænd, trænere, forældre, venner – alle kan indstille en person, som de finder værdig, til prisen
Heidi Møller Nielsen, Ungekonsulent
For at komme i betragtning til Ungeprisen lægges der vægt på, at det unge menneske er initiativrig og nytænkende, har en positiv indstilling, der smitter af på andre og samtidig har gjort et ekstra stykke foreningsarbejde i årets løb.
Alle kan indstille en person til prisen. Indstillinger skal sendes til DGI Vestjyllands Ungekonsulent Heidi Møller Nielsen senest 21. januar 2019.