Ibeth fra Sevel brænder for hjernegymnastik med de ældste
Ibeth Pedersen på 45 år brænder så meget for seniorområdet, at hun nu har sagt sit job op og går efter at gøre en forskel på fuldtid for dem, hvor bevægeligheden ikke er helt den samme, som den har været.
I 1997 flyttede en vaskeægte sønderjyde til Djeld, og det skulle vise sig at være en rigtig god gevinst for lokalområdet og omegn. Sønderjyden var nemlig Ibeth Pedersen, som straks kastede sig over det frivillige arbejde gennem at være træner for børneholdet i Sevel. Herefter overtog hun et seniorhold, hvor det stod klart, at Ibeth havde fundet sin rette hylde. I 2011 startede hun, med egne ord, som halmutter i Sevel Hallen, hvilket gjorde det muligt for hende at dyrke passionen for senioridrætten på frivillig vis endnu mere end før.
Stor efterspørgsel
Som tiden gik, fik Ibeth startet flere og flere hold op i Sevel, men det var ikke hende selv, der fik idéerne til de nye hold. Det var blandt andet en af de kvindelige gymnaster på et af Ibeths seniorgymnastikhold. Hun efterspurgte et hold til mændene, da flere af de kvindelige seniorer ikke selv kunne få dem med ud ad døren. Her opstod idéen til Munter-Mandag, som startede tilbage i 2012 og er en træning, der består af en kort, fælles opvarmning og herefter spil som floorball, pickleball, bowls og ringo.
Siden 2012 er der også kommet andre hold til, blandt andre Fredags-FUT, Flæskeballet, SMART-træning og Torsdagstræf, hvor sidstnævnte er for de mest erfarne. Sidste år lå gennemsnitsalderen på 84,4 år.
Før hun så sig om, havde Ibeth Pedersen syv forskellige hold om ugen, som hun trænede frivilligt, samtidigt med at hun passede sit arbejde i Sevel Hallen og familielivet derhjemme.
Ny start som freelancer
Flere og flere ude fra begyndte så småt at henvende sig til Ibeth for at høre, om hun havde mulighed for at starte hold op hos dem uden for Sevel. Især SMART-træningen var særligt efterspurgt, men med et fuldtidsjob og flere frivillige hold under vingerne, var det svært at finde flere timer i døgnet.
Hvad er SMART-træning?
Musklerne i kroppen bliver slappe hvis vi ikke bruger dem, og det samme gør hjernen.
SMART-træning er hjernegymnastik i bedste forstand, hvor der trænes forskellige dele af hjernen. Det er ikke fysisk hård træning, men mere hjernen, der kommer på overarbejde.
Alle kan have gavn af SMART uanset alder, og træningen kan også hjælpe stressramte.
SMART foregår med ca. 20 deltagere per hold, og et forløb strækker sig over 12 uger med en times træning om ugen.
I stedet så Ibeth sit snit til at starte på en frisk, få mere fleksible arbejdstider og ikke mindst dyrke hendes passion på fuldtid, og hun stoppede derfor som halmutter i september 2019 efter otte gode år i Sevel Hallen.
Nu lever hun af det hun elsker, samtidig med at hun stadig har sit frivillige virke i Sevel Hallen og hun er ikke i tvivl om, hvorfor hun bliver ved.
”Jeg kan se, at det gør dem en masse godt. De går i godt humør herfra,” fortæller Ibeth fra halgulvet i Sevel.
Altid kaffe og sang – og en synnejysk historie
I dag træner Ibeth ’kun’ tre hold frivilligt i Sevel Hallen. Munter-Mandag, motionsholdet om onsdagen og Flæskeballet, som også kaldes onsdagstæsk.
Fælles for Ibeths hold er, at de alle har noget med kaffe og sang at gøre, og så får deltagerne også en ægte synnejysk fortælling inden hver træning.
”Det handler i høj grad også om fællesskabet – der skal være tid til hygge og snak. Derfor har vi indført en ny station i cirkeltræningen for de ældste, nemlig en samtalestation. Den er meget eftertragtet,” fortæller Ibeth og fortsætter:
”Jeg fornemmer, at de glæder sig. Engang i mellem kommer de en halv time før - bare for hyggens skyld.”
Det er en succes at få nogen med, som vi aldrig før har set. Det er vildt fantastisk
Ibeth Pedersen
Hvad angår fremtiden håber Ibeth, at flere får øjnene op for SMART-træningen, og at det bliver en større succes, end det er i forvejen. I øjeblikket har Ibeth hold i Bording, Holstebro, Struer og Vinderup og selvfølgelig Sevel, og hun håber at få spredt hendes SMART-træning endnu mere ud på landkortet.
Vil du eller din forening selv prøve kræfter med SMART?
I maj 2020 afholdes der et introkursus til SMART-træning i Videbæk. Programmet består blandt andet af teori om træning af hjernen, præsentation af konceptet 'SMART' samt en masterclass i selve træningen.
Læs mere om kurset her