Lene og Kristen takker af som frivillige efter 89 år tilsammen i Holstebroegnen

Holstebroegnen siger farvel til to mennesker, som mere end nogen andre har præget gymnastikken i Holstebro og omegn.

89 år. Det kunne lyde som alderen på en, der svagt kan huske Landsstævnet i Ollerup i 1935. I stedet er det antallet af år, som Lene Hviid og Kristen Kristensen har været frivillige i Holstebroegnen. En menneskealder.

Ægteparret, som selvfølgelig fandt hinanden gennem gymnastikken, er noget af det tætteste man kommer på personificeringen af ordet frivillighed. ”Man får ligeså meget igen som man giver”, lyder ordene fra Lene, og det er blandt andet en af årsagerne til, at det blev til så mange år.

Næste generalforsamling i foreningen markerer den formelle afslutning for ægteparrets virke i foreningen, og afslutningen på denne epoke gav anledning til et besøg på parrets gård mellem Mejrup og Skave.

Fra familiegården til det Sydfynske Øhav

Man skal ikke bruge lang tid i selskab med Lene og Kristen før snakken drejer sig mod gymnastikken og man mærker deres passion for både idrætten og Holstebroegnen. Og det er endda på trods af, at der var nok af andre emner at tage fat på.

Med høj sol bag parasollen og kaffe i koppen sidder vi på terrassen i sommerlige omgivelser på gården omgivet af en have, der indkapsler landidyllen. Her har ægteparret boet i 34 år, og historien med gården går endnu længere tilbage. Det er nemlig Kristens slægtsgård. Dagen for besøget var dog en af deres sidste stunder på gården, for mens jeg skriver er de ved at flytte hele deres tilværelse fra Holstebro til det Sydfynske Øhav og Tåsinge, hvor børnebørnene er tiltrækningskraften.

Det var på Sydfyn, at Lene og Kristen først traf hinanden, da Kristen drog til sin gamle højskole Ollerup for at rekruttere en lærer til den nye gymnastiklinje på Lægården Efterskole. På Ollerup blev han anbefalet en dygtig gymnast ved navn Lene, som sidenhen blev lærer på den vestjyske efterskole, og nu vender de tilbage til området, hvor de først traf hinanden.

Anerkendelse er vejen til varig frivillighed

To så rutinerede personligheder i gymnastikken har naturligvis gjort sig tanker om, hvordan man holder ilden i gang hos de frivillige. I Holstebroegnen står folk i kø for at hjælpe, og det er der flere årsager til.

”Man skal anerkende det de gør og man skal sørge for, at de også får noget respons på det de gør så de ikke går alene med det – hvis man går alene med frivillighed, så er det ikke særlig sjovt. Man skal være fælles om det og man skal ses”, udtalte Lene.

Mens løbende anerkendelse er et af midlerne til varig frivillighed, så er interessante opgaver, som passer ind i de frivilliges interesser og liv ligeså vigtigt fortæller Kristen og tilføjer:

”Det er hammervigtigt for os som udvalg at sørge for, at rammerne er der. Hvis instruktørerne har noget de gerne vil, så hjælper det ikke at der går tre uger før de får svar. Så skal de hele tiden have at vide, at det er vi klar til. Rammerne peger hele tiden fremad”.

Frontpersoner for udviklingen af vestjysk gymnastik

Man kan fristes til at tro, at der har stået gymnastik på hver en tanke i parrets liv i de mange år. I deres arbejdsliv har de tilsammen brugt 61 år på Lægården Idrætsefterskole. Her var parret fundamentet bag en banebrydende gymnastiklinje, som ved sin fødsels ikke havde sit lige andre steder i landsdelen.

Kristen var en del af afviklingen af Landsstævnet i Holstebro i 1971, og som en fast del af gymnastikudvalget i Holstebroegnen har han i mange år været den kontinuerlige kraft i foreningen. Traditionerne og kulturen har formet ham og han dem, og han er ikke i tvivl om, at kulturen lever stærkt videre efter parrets flytning til Sydfyn.

”Hvis vi er lige ved at glemme det lidt, så er gymnasterne der. Hov, er det ikke sådan her vi gør i Holstebro? Traditioner og samling om nogle ting – det vil de unge mennesker gerne når de får muligheden for det og rammerne er der”.

Et livsformende fællesskab

De sidste dråber havde forladt kaffekoppen, da parret blev stillet eftermiddagens største udfordring. Hver især skulle de sætte ét ord på deres tid i egnsforeningen. Ét ord for henholdsvis 37 og 52 år.

”Livsformende”, lyder det hurtigt fra Lene som uddyber: ”Det har formet vores liv. Det har været omdrejningspunktet for vores liv, og forhåbentlig også den anden vej. At det har formet nogle andre”

Kristen følger op og nævner ordet fællesskab. De er dog begge enige om, at ét ord slet ikke kan opsummere tiden. Udfordrende og udviklende bliver herefter nævnt, og deres tid i egnsforeningen og vestjysk gymnastik bliver tilmed beskrevet som fundamentet i deres fritidsliv.

Ligeså har Lene og Kristen skabt et stærkt fundament i Holstebroegnen, og det fundament overlader de nu trygt til nye kræfter, mens ægteparret vender tilbage til flyttekasserne inden den endelige tur til Sydfyn.