Lokaldysten 2024 Ringkøbing-Skjern Kommune: Efter 8.207 kilometer er vinderen fundet

Fem lokalsamfund dystede om at være Ringkøbing-Skjern Kommunes mest aktive i Lokaldysten 2024, og efter 8.207 tilbagelagte kilometer på cykler og i løbesko er vinderen fundet.

Stadil-Vedersø løb og cyklede 1,5 kilometer pr. indbygger i løbet af to timer til Lokaldysten. Foto: Stefan Paabøl Thomsen

Børnehavebørn på løbecykler, pensionister med rollatorer, børnefamilier på ladcykler og lycraklædte cykelryttere. Alle fandt et fælles formål i maj og juni, da Lokaldysten gæstede fem lokalsamfund i Ringkøbing-Skjern Kommune for at afgøre, hvem der er kommunens mest aktive.

Hee, Tim, No, Borris og Stadil-Vedersø samlede ung som gammel i kampen om at samle flest kilometer til lokalsamfundet. Nogle gik 1,5 kilometer, andre cyklede 50 kilometer – alle kunne være med.

Tilsammen tilbagelagde de fem lokalsamfund 8.207 kilometer, og selvom der kun var én vinder, skabte alle lokalsamfund en god anledning til at samles på tværs af alder, køn og form til en lokal fest med sved på panden.

Hvad er Lokaldysten?

Lokaldysten er et koncept under DIF og DGI’s vision Bevæg dig for livet. Konceptet skal samle og aktivere de små lokalsamfund og skabe en aktiv fest hvor alle kan være med – også dem i klapvogn og kørestol.

Vinderen er det lokalsamfund, som løber, cykler og går længst ift. antallet af indbyggere.

Stadil-Vedersø tog en sikker sejr

Trods silende regnvejr lørdag 8. juni formåede Stadil-Vedersø at samle 93 deltagere til Lokaldysten, som blev kombineret med den årlige sommerfest og cykel/løberally. De tilbagelagde tilsammen svimlende 2.082 kilometer på de to timer Lokaldysten varede – 1,5 kilometer pr. indbygger!

Lørdag 22. juni blev kommunens sidste dyst afholdt i No, som mønstrede 50 deltagere til at løbe 665 kilometer, 0,69 km. pr. indbygger, hvilket ikke var nok til at tage sejren. Derfor løb Stadil-Vedersø med den samlede sejr.

Sådan gik det i Ringkøbing-Skjern Kommune

  1. Stadil-Vedersø: 2.082 km., 93 deltagere – 1,5 km. pr. indbygger.
  2. Borris: 2.573 km, 150 deltagere – 1,2 km. pr. indbygger
  3. Tim: 1.835 km., 150 deltagere – 1,16 km. pr. indbygger
  4. Hee: 1.052 km., 60 deltagere, 0,79 km. pr. indbygger
  5. No: 665 km., 50 deltagere – 0,69 km. pr. indbygger

”Det betyder rigtig meget, at folk har vist en stor opbakning og gået til den,” lød det fra Søren Henningsen, medlem af sommerfestudvalget i Stadil-Vedersø og sogneforeningen, som var med til at arrangere Lokaldysten i byen.

Det var især på cykelruten, at Stadil-Vedersø trak fra feltet. Her fik de skrabet 1.864 kilometer sammen! I regnskabet bliver distancen på cyklen dog halveret.

Andenpladsen gik til Borris med 1,2 km. pr. indbygger, mens Tim snuppede tredjepladsen med 1,16 km. pr. indbygger. Tim samlede flere kilometer på gåruten end nogen andre, idet hele 488 kilometer blev optalt.

Stadil Vedersø Vandt Lokaldysten I Ringkøbing Skjern 2024

Søren Henningsen fra Stadil-Vedersø modtager præmien fra Erik Viborg, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Fællesskabet vandt i alle lokalsamfund

To dage efter den sidste dyst, fandt præmieoverrækkelsen sted på vindernes hjemmebane i Stadil-Vedersø. Mange af dem som havde gået, løbet og cyklet sejren hjem til Stadil-Vedersø var med, da præmien skulle overrækkes ved friskolen i Stadil.

Til at overrække det overdimensionerede gavekort med præmien på 5.000 kr. var formanden for kommunens Kultur- og Fritidsudvalg, Erik Viborg, taget til Stadil.

”Fællesskaber som det her bliver mere og mere vigtige. Uanset om man bor i Stadil-Vedersø eller i Videbæk, så er fællesskabet hvor man rører sig, fællesskabet med naboerne og fællesskabet med familien vigtigt,” lød det fra Erik Viborg inden han gav Søren Henningsen fra Stadil-Vedersøs sommerfestudvalg det synlige bevis på, at de er Ringkøbing-Skjern Kommunes mest aktive lokalsamfund.

Andenpladsen Borris vandt 3.000 kr., som blev overrakt af DGI Vestjyllands næstformand Niels Hybholt, som også understregede vigtigheden af fællesskaber og det aktive liv. Tredjepladsen Tim fik 1.000 kr. for deres flotte indsats.

Se hvordan Lokaldysten så ud i Ringkøbing-Skjern Kommune