Michelles hjerte banker for seniorerne
Som DGI Vestjyllands Idrætskoordinator for krocket, petanque og senioridræt arbejder Michelle Knudsen hver dag med at lave aktiviteter for seniorsegmentet. Trods sine kun 25 år brænder Michelle Knudsen for at gøre en forskel for seniorerne og er landet i sit drømmejob.
Michelle Knudsen har altid været en sportspige og dyrket flere forskellige sportsgrene. Hun var derfor heller ikke i tvivl, da hun skulle vælge uddannelse. I 2013 startede hun på fysioterapeutstudiet i Holstebro og fandt hurtigt ud af, at det var trænings- og genoptræningsvinklen, der interesserede hende frem for at gå den klassiske vej som briksbehandlende fysioterapeut.
”Som fysioterapeut brænder jeg mest for trænings- og genoptræningsvinklen, men jeg synes også, det er spændende at være med til at udvikle og køre projekter inden for sundhed og idrætsaktiviteter. I jobbet som Idrætskoordinator ved DGI Vestjylland kan jeg koble mine interesser, så jeg føler lidt, jeg har fået mit drømmejob,” siger Michelle Knudsen.
Fysisk bevægelse og socialt samvær øger livskvaliteten
Efter endt studie underviste hun blandt andet på genoptræningshold for seniorer og arbejdede som udekørende fysioterapeut, hvor hun behandlede folk i eget hjem. Hos nogle af sine klienter oplevede hun, at det, de havde mest brug for, var at gå en tur og have en at snakke med. Det gav Michelle Knudsen en indsigt i, at det ikke altid er nødvendigt med sved på panden for at få det bedre, men at lidt frisk luft, lette bevægelsesaktiviteter og socialt samvær kan være mindst lige så givende.
”Der er mange, der ikke har et konkret fysisk problem, men hvor vedholdende fysisk bevægelse og ikke mindst socialt samvær kan gøre en forskel og øger livskvaliteten. Samtidig er der også mange seniorer, der er inaktive og ensomme. I disse tilfælde kan idrætsforeningerne noget helt specielt i forhold til at samle folk omkring en aktivitet og få et socialt fællesskab,” siger Michelle Knudsen.
Michelle Knudsen har flere ideer til aktiviteter for seniorerne. Projekterne er endnu på tegnebrættet, men de har alle fokus på sundhed og bevægelse.
Inspirerende at arbejde med seniorer
Michelle Knudsen har foruden arbejdet som fysioterapeut også været ansat i sportsbutikken Løbeshop i Aarhus samt været træner i et fitnesscenter. Hun har derfor mødt mange forskellige mennesker og arbejdet med både børn, unge, voksne og seniorer, hvor bevægelse og træning har været omdrejningspunktet.
Michelle Knudsen har altid værdsat at arbejde med seniorsegmentet, da hun føler, at hun kan gøre en forskel for dem, og samtidig får hun også en masse tilbage.
”Seniorerne er nogle af dem, man kan rykke allermest, og der er ikke noget federe end at se, når folk rykker sig. De kan godt være skeptiske i starten, men til gengæld knokler de på og giver ikke op. De er meget taknemmelige for den hjælp, de får og er gode til at få det sagt, og så er de nogle snakkesalige, hyggelige og skønne mennesker, ” siger Michelle Knudsen med et smil.
Michelle Knudsen har været ansat ved DGI Vestjylland siden 1.april 2018. Hun bor til daglig i Halgård ved Holstebro i et nybygget hus sammen med sin kæreste, der også er uddannet fysioterapeut.
Michelle Knudsen nyder at komme ud til de forskellige senioraktiviteter i Vestjylland og følge med i, hvordan det går.
”Jeg synes, det er spændende at være ude i foreningerne og tale med seniorerne. De er nogle mennesker, der brænder for deres sport, og de har et fantastisk fællesskab. De har også en stor åbenhed og byder alle velkomne, og det er der mange andre sportsgrene, der kunne lære af. Seniorerne er meget inspirerende at arbejde med, ” fortæller Michelle Knudsen.