Ringkøbing-Skjern Kommune og DGI vil styrke trivslen gennem bevægelse og stærke fællesskaber i ny aftale
I en ny treårig aftale går fire fagområder i Ringkøbing-Skjern Kommune sammen med DGI Vestjylland om at styrke kommunens foreningsfællesskaber og hjælpe endnu flere til trivsel gennem bevægelse.
Med en fælles ambition om at styrke borgernes mentale og fysiske trivsel indgår Ringkøbing-Skjern Kommune og DGI Vestjylland en partnerskabsaftale, der løber indtil januar 2027. I den treårige aftale er stærke fællesskaber og bevægelse nøgleord, og indsatserne i aftalen skal skabe de bedst mulige betingelser for, at idrætsforeningerne fortsat kan tilbyde aktive fællesskaber og inkludere endnu flere i dem.
”Vi glæder os til at hjælpe idrætsforeninger med at åbne dørene for endnu flere borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune – især dem som har vanskeligere vilkår for at leve et aktivt liv,” fortæller Per E. Østergaard, formand for DGI Vestjylland.
Aftalen skal hjælpe borgere, der ikke har fundet vej til fodboldbanen eller bundet løbeskoene, til et mere aktivt liv. Det gælder blandt andet børn i økonomisk trange kår.
Her skal projektet ”Alle børn i forening” give børnene gode oplevelser med bevægelse og forbedre mulighederne for, at de kan leve et aktivt børneliv i idrætsforeningerne. I lokale klynger skal en bred række af samarbejdspartnere gøre det muligt for børnene at tage del i de samme fritidsaktiviteter, som venner og klassekammerater. Projektet er støttet af Egmont Fonden, og rulles også ud i Holstebro Kommune og Århus Kommune.
- I kommunens vision siger vi bl.a., at der skal være fællesskaber for alle i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det gør vi, fordi vi ved, at aktive fællesskaber er noget af det, der giver livskvalitet og anerkendelse – ikke mindst i en tid, hvor mistrivsel blandt unge er på dagsordenen. Derfor er jeg glad for, at vi med partnerskabsaftalen med DGI får sat ekstra fokus på, at der er fællesskaber, som alle kan se sig som en del af, siger Kristian Andersen, 2. viceborgmester og formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes Børne- og Familieudvalg.
Frivillighed på skoleskemaet
At styrke idrætsforeningerne og frivilligheden er en central del af aftalen, og her inkluderes også de unge – fremtidens frivillige.
Frivillighed kommer på skoleskemaet som valgfag hos alle unge i udskolingen i Ringkøbing-Skjern Kommune med DGI’s Unge I Front-forløb. Samtidig skal foreningerne klædes på til at tage imod de unge frivillige. Broen mellem idrætsforeningerne og de unge bygger DGI sammen med skolerne til gavn for både de unge og foreningerne.
- Foreningslivet har en funktion i at skabe gode fællesskaber for folk i alle aldre, herunder ikke mindst for vores børn og unge. Men foreningslivet er samtidig afhængigt af, at der er frivillige, der engagerer sig, og det at få flere frivillige er en af de allerstørste udfordringer for foreningslivet lige nu. Jeg har kæmpet i flere år for at få sat frivillighed på skoleskemaet, så jeg er rigtig glad lige nu, siger Kultur- og Fritidsudvalgets formand Erik Viborg og tilføjer:
- Med Unge i front er det håbet, at flere unge vil opdage værdien i at være aktive som f.eks. trænere og bestyrelsesmedlemmer i foreningslivet.
Det første forløb med Eventspire, der netop er en del af Unge I Front, er allerede i gang på HF Vestjysk Gymnasium i Tarm.
Bedre idrætsmuligheder for borgere med psykisk sårbarhed og funktionsnedsættelse
Idrætsdeltagelsen i Ringkøbing-Skjern ligger generelt på et højt niveau sammenlignet med resten af landet, men nogle grupper af borgere er stadig underrepræsenterede i idræts- og foreningslivet. Det gælder især borgere med funktionsnedsættelse og psykisk sårbarhed.
For disse to grupper er mere bevægelse og flere fællesskaber tilpasset målgrupperne en vej til øget mental og fysisk trivsel. Eksisterende og nye tilbud samt vejledning til målgrupperne skal være med til fjerne forhindringerne, som i øjeblikket blokerer vejen til et mere aktivt liv.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at handicapområdet er økonomisk presset, så jeg har store forventninger til, at aftalen her vil resultere i nogle gode aktiviteter for de udsatte borgere. Lige præcis når det gælder de mest udsatte borgere, tror jeg, vi kan få en god effekt af, at de kommer med i nogle gode fællesskaber – ikke bare for deres skyld, men også for andre i fællesskaberne, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Jens Erik Damgaard
Fire kommunale fagområder løfter opgaven sammen med DGI Vestjylland
Den treårige aftale blev underskrevet før byrådsmødet tirsdag d. 12. marts, og her satte tre udvalgsformænd samt DGI Vestjyllands formand Per E. Østergaard deres underskrift. Kultur- og Fritidsudvalgets formand Erik Viborg, Social- og Sundhedsudvalgets formand Jens Erik Damgaard samt Børne- og Familieudvalgets formand Kristian Andersen satte de tre kommunale underskrifter.
På det administrative plan er det afdelingslederen for Kultur- og Fritid, fagchefen for Børn og Familie, fagchefen for Handicap og Psykiatri, fagchefen for Dagtilbud & Undervisning samt DGI Vestjyllands direktør, som skal gøre aftalen til virkelighed sammen med de fire forvaltninger og DGI Vestjyllands administration.
Et af de første punkter i aftalen der tager form, bliver projektet ”Alle børn i forening”, som ser dagens lys allerede dette forår.