Sæt skub i outdoor aktiviteterne i idrætsforeningen

Mange outdoor-sportsgrene såsom mountainbike og løb er i dag selvorganiserede. DGI Vestjylland vil sætte fokus på at integrere dem i de lokale idrætsforeninger med det nye koncept Outdoor Trydays.

Vestjyderne dyrker aktiviteter og motion i naturen som aldrig før. Løb, mountainbike, triatlon, kajak, vandring, friluftsliv m.m. er populære og kommet for at blive. Det er dog ganske få idrætsforeninger, der tilbyder aktiviteter indenfor disse områder, og mange vestjyder dyrker i høj grad aktiviteterne på egen hånd.

DGI Vestjylland tilbyder derfor et nyt koncept Outdoor Trydays, der skal hjælpe foreningerne med at lave aktiviteter i naturen, så folk i fællesskab kan være aktive i naturen.

Et tivoli af outdoor aktiviteter

Outdoor Tryday er et koncept, hvor foreningerne i tæt samarbejde med DGI Vestjylland afholder en to-timers aktivitet med 2-4 aktiviteter. Målet er at tiltrække folk fra lokalområdet, der har interesse i at prøve nogle outdoor-aktiviteter.

DGI Vestjylland stiller med al nødvendigt udstyr og kompetente instruktører, så du får mulighed for at prøve nogle aktiviteter, du måske ellers ikke lige ville få prøvet.

Leif Lundstrøm, Outdoor-konsulent

”Det kan godt være en bekostelig affære at købe en kajak eller mountainbike, hvis du er usikker på, om det er noget for dig, og til Outdoor Tryday stiller DGI Vestjylland med al nødvendigt udstyr og kompetente instruktører, så du får mulighed for at prøve nogle aktiviteter, du måske ellers ikke lige ville få prøvet,” fortæller Leif Lundstrøm, Outdoor-konsulent ved DGI Vestjylland og fortsætter:

”Se det som en aktiv forlystelsespark, hvor du kan finde ud af, om kajak, mountainbike eller noget helt tredje er noget for dig, din familie og venner,”

Det er den enkelte forening og DGI Vestjylland, der beslutter hvilke aktiviteter, der skal udbydes til Outdoor Trydays.

Fordele for både forening og lokalsamfund

Med Outdoor Tryday prøver folk nogle aktiviteter sammen med andre, og det er netop det sociale og fællesskabet, der vægtes højt i foreningslivet. Foreningerne får samtidig potentielle nye medlemmer og inspiration til nye aktiviteter.

”Vi ved, at det sociale i en forening er med til at mindske fravalg af motion, da folk føler en større forpligtelse over for fællesskabet. I en forening har man også større mulighed for at møde ligesindede idrætsudøvere og samtidig få set lokalområdets natur fra en nye vinkel med sved på panden og i selskab med andre,” siger Leif Lundstrøm.

Outdoor Tryday kan afholdes i forbindelse med en byfest, høstfest eller noget andet alt efter foreningens ønsker. Er man som forening interesseret i at afholde en Outdoor Tryday, kan man kontakte Outdoor-konsulent Leif Lundstrøm for mere information samt priser.

Hvad får man med Outdoor Tryday

  • Tryday’en består af 2 timers aktivitet med 2-4 idrætter og et kort informationsmøde
  • DGI afholder formøde med foreningen, hvor der i samarbejde udarbejdes en analyse af områdets muligheder
  • Der gives tilskud til nystartede foreninger