Tilbud om gratis opstart af pickleball i Vestjylland

Med et pickleballbat, som også kaldes en paddle, og en pickleball plastikbold, træder man ind på en ganske almindelig badmintonbane med et net i tennishøjde. DGI Vestjylland tilbyder som de første gratis opstart af det sjove spil.

Som noget nyt tilbyder DGI Vestjylland nu pickleball.

Pickleball er en forholdsvis ny sport i Danmark, som kan spilles af alle aldre, unge som ældre. Spillet er et godt mix af badminton, bordtennis og tennis, som alle er sportsgrene, vi kender til herhjemme, og det kan dyrkes både indendørs og udendørs, og kan spilles som single eller double.

Pickleball er en nem og god sport at gå i gang med, da den kan dyrkes uanset alder, kondition og tempo, og det kan spilles med forholdsvist få midler. Derudover belaster man ikke kroppen på samme måde, som ved eksempelvis badminton og tennis, hvor særligt skulder, arm og håndled kan være i farezonen for belastning.

Der spilles med et pointsystem, som kan minde lidt om de pointsystemer, vi kender fra de lignende sportsgrene. 

Skal pickleball til din forening?

Lyder pickleball som noget som din forening, så tilbyder DGI Vestjylland gratis opstart af spillet samt gratis lån af udstyr over en periode.

Kontakt idrætskonsulent hos DGI Vestjylland, Michelle Knudsen, hvis du ønsker at høre mere. Du kan fange Michelle på michelle.knudsen@dgi.dk eller tlf.: 29 74 51 31.