Unge instruktører er vigtige for Holstebro Badmintonklub
I Holstebro Badmintonklub har de stor fokus på at sende unge badmintonspillere på trænerkurser for at klæde dem godt på til trænergerningen.
Torben Fihl, medlem i Holstebro Badmintonklubs Ungdomsudvalg har som klubbens træneransvarlige naturligt fokus på de unge trænere – både for at udvikle dem, men også for at fastholde dem som trænere i klubben.
”Det er vigtigt for os at sende de unge af sted på trænerkurser. Vi har jo det generelle problem som så mange andre steder, at det er svært at få unge til at tage en tjans som badmintontrænere – så for at de føler sig bedst mulig klædt på til opgaven, kan kurserne give dem nogle vigtige redskaber og samtidig give dem en fornemmelse af, at de bliver værdsat, når de kommer tilbage og gør en forskel for de spillere, de træner, ” fortæller Torben Fihl.
I Holstebro Badmintonklub sender de typisk de 14-15-årige træner-aspiranter på DGI Badminton og Badminton Danmarks hjælpetrænerkurser 1 og 2.
Lærer en masse
Som ny inden for trænergerningen lærer man på hjælpetrænerkurserne at give feedback på øvelser, sætte øvelser i gang, som er målrettet aldersgruppen, og at planlægge træningen så alle får noget ud af den.
Her træner David en af deltagerne på årets Sommercamp i Holstebro Badmintonklub.”På kurserne lærer de unge om de grundlæggende elementer i trænergerningen. De lærer at støtte spillerne i det tekniske spil og dermed at understøtte trænerens faglighed, men også at blive bevidst om hvilken rolle, man har som træner, ” Troels Furbo, Badmintonkonsulent ved DGI Vestjylland.
Torben Fihl mener også, at kurserne er meget givende for de unge trænere.
”Jeg synes helt klart, kurserne giver de unge noget med hjem. Det giver dem en tryghed og sikkerhed i, hvad det er, de kaster sig ud i som trænere og en bedre idé om, hvad det vil sige at være træner for et hold. Og så kan vi se, at vi får de unge fastholdt i trænergruppen, til de forlader byen for at studere, ” siger Torben Fihl.
De unge trænere starter typisk med et begynderhold og kan med tiden komme op at træne klubbens talenthold, når de har fået lidt trænererfaring, og ønsker de det, kan de også komme på klubtrænerkursus, som er en videreudbygning af hjælpetrænerkurserne og giver en større indsigt i trænerrollen, den enkelte spiller, og hvordan man træner det færdige slag.
Glade spillere er drivkraften
Torben Fihl har selv tidligere været DGI-instruktør i badminton, men har – som så mange andre – haft en periode væk fra badmintonbanerne, men har nu fået lyst til at tage en tørn som træner igen.
”Det var savsmuldet, der begyndte at trække igen, og så blev mine børn også aktive i klubben, så det var naturligt for mig at vende tilbage. Og så har jeg den ekstra erfaring og viden om, hvordan man gør tingene, og det er der, jeg kan byde lidt ekstra ind og hjælpe de unge trænere, ” fortæller Torben Fihl.
I Holstebro Badmintonklub har de veluddannede trænere fokus på at lave afvekslende træninger, som børnene synes er sjove, udfordrende, og som giver dem en god oplevelse. For så får de lyst til at komme igen træning efter træning.
”I den her zap-kultur, så får man egentlig kontant afregning på succesparameteret, om det er interessant for børnene at spille badminton – for ellers hedder det bare gymnastik, fodbold eller noget helt tredje. Og jeg gør gerne en ekstra indsats for at få lagt en god bund i klubben – både for spillerne, men også for de unge trænere, og jeg synes, det er sjovt, ” slutter Torben Fihl.
Holstebro Badmintonklub har ca. 400 medlemmer og tilbyder træning for alle niveauer fordelt på seks dage. Er man interesseret i et trænerkursus, kan man kontakte DGI Vestjylland for flere oplysninger.