Få din forening på Facebook

63 procent af danskere over 12 år bruger Facebook dagligt. Det gør Facebook til en oplagt og billig kommunikationsplatform for din forening. Men hvordan kommer du i gang?

Facebook er et af de medier, som danskerne bruger mest tid på. Det gør det attraktivt for idrætsforeninger at oprette en Facebook-profil. Der er to måder at få en profil på Facebook og afhængig af, hvilken du vælger, har det forskellige fordele og ulemper.

Uofficiel Facebook-side

Din forening kan have en uofficiel Facebook-side. Det sker typisk ved at flere medlemmer bruger Facebooks ”tjek ind” funktion til at angive, at de er i med idrætsforeningen. Hvis der ikke er oprettet en profil, der tager ejerskab på placeringen, får det Facebook til automatisk at generere en side.

Er du i tvivl, om din forening har en uofficiel Facebook-side, kan du søge på foreningsnavn eller hold i søgefeltet og se, hvad der kommer frem.

Begynd derfor med at overveje, hvad du vil opnå ved at få din forening på Facebook, så bliver det nemmere at træffe det rette valg, når du skal vælge mellem de to muligheder.

Hvad kan din forening opnå på Facebook?   

Når du skal oprette en profil på Facebook, skal du vælge mellem at oprette en gruppe eller en side. Det valg bør afhænge af, hvad du vil bruge din forenings Facebook-profil til. Det kunne eksempelvis være:

  • Synlighed over for både nye og nuværende medlemmer
  • Rekruttering af nye medlemmer
  • Deling af aktuelle nyheder fra foreningen
  • At fremme det sociale sammenhold mellem medlemmerne
  • Bedre og hurtigere medlemskommunikation
  • Debatforum til dialog med og mellem medlemmerne

Det kan også være, at du har helt andre mål?

Gruppe til medlemskommunikation

Uanset din forenings mål, vil det hjælpe dig både med oprettelsen af den rette profil og vedligeholdelse af profilen fremadrettet, hvis du på forhånd har nogle definerede mål at arbejde efter. Det vil også gøre det nemmere at dele ansvaret for vedligeholdelsen med andre frivillige.   

Ønsker du primært en side, hvor du kan kommunikere med foreningens nuværende medlemmer, og hvor der er mulighed for, at I kan diskutere forskellige ideer og forslag, lave kørselsordninger og aftale praktiske ting, er en Facebook-gruppe en god mulighed.

Udadvendt kommunikation

Er du derimod interesseret i at bruge Facebook til at kommunikere med nye medlemmer, lave reklame for din forenings aktiviteter og skabe opmærksomhed omkring arrangementer, så vil en Facebook-side være det rigtige valg.

Hemmelig gruppe

Det er faktisk muligt at holde på en hemmelighed på Facebook. Når du opretter en gruppe på Facebook, kan du sætte indstillingerne til ”Hemmelig”, hvorefter det kun er medlemmer af gruppen, som kan få adgang til indholdet. Det vil heller ikke være muligt for andre at finde gruppen ved at søge efter gruppens navn, så du skal være sikker på, at du kan finde frem til de personer, som skal deltage i gruppen.

Alternativt kan du vælge at sætte indstillingerne i gruppen til ”Privat”. Med den indstilling vil det være muligt at finde frem til gruppen for ikke-medlemmer, men de får først adgang til indholdet, når de er blevet godkendt som medlem af gruppen.  

Facebook-grupper – hvad kan de?   

Når du opretter en gruppe, skal du invitere de medlemmer, du gerne vil have med i gruppen til at følge den. Det kan gøres direkte fra Facebook, hvis du ved præcis, hvem de er, men det kan også gøres via flyers i hallen eller med en henvisning på din idrætsforenings hjemmeside. Herfra kan medlemmerne selv melde sig ind i gruppen.

Efter man har meldt sig som medlem i gruppen, kan man både lave opslag på siden og få notifikationer, når andre medlemmer laver opdateringer.  

Til gengæld er mulighederne for at nå ud til nye medlemmer begrænsede, og du kan eksempelvis ikke oprette en annonce. 

Alle medlemmer i en Facebook-gruppe har mulighed for at lave opslag på lige vilkår, og de publiceres i forfatterens eget navn. Det kan give en god dynamik mellem medlemmerne, ligesom ansvaret for aktivitet i gruppen naturligt hviler mere ligeligt på alle medlemmerne, selv om initiativtagere naturligvis altid forventes at være blandt de mest aktive.

Facebook-sider – hvad kan de?

Opretter du en Facebook-side, opnår du større kontrol med det indhold, der publiceres. Det vil kun være administratorer af siden, som har ret til at lave opslag på siden, og det kan således holdes til en lille håndfuld frivillige, som er briefet på formålet og eventuelle principper for opslag, der er vedtaget i din forening.

En Facebook-side er også typisk det, som virksomheder vælger, for med en side bliver der mulighed for at planlægge opslag – det vil sige, at opslagene kan skrives på forhånd og sættes til at publicere automatisk på bestemte tidspunkter. Ligeledes giver en Facebook-side mulighed for at lave annoncer eller ”booste” opslag, hvilket betyder, at du betaler for få vist foreningens opslag for en større målgruppe.  

Én forening – flere profiler

Det er også muligt, at din idrætsforening har behov for mere end én løsning. I store foreninger, hvor der er mange forskellige idrætsgrene og -hold, kan det være en fordel at oprette en side for hver af foreningens afdelinger, ligesom det er muligt at oprette en gruppe til eksempelvis hvert hold. På den måde får foreningen alle fordelene ved de to muligheder.

Ulempen er, at det kræver ressourcer at vedligeholde både grupper og sider, og jo flere forskellige profiler foreningen har, jo flere ressourcer kræver det.

Selv om det ikke koster penge at oprette en side eller en gruppe, så har det stadig en pris, for den tid, der går med at holde siderne opdaterede og interessante, kan ikke bruges på andre ting – hverken i foreningen eller i de frivilliges øvrige liv. 

Til gengæld giver Facebook din forening en fantastisk mulighed for at kommunikere med både nye og eksisterende medlemmer på en platform, som foretrækkes af flere og flere.  

Facebook – Grupper vs. Sider

Grupper

Sider

Begrænset antal medlemmer

Ubegrænset antal følgere

Alle medlemmer kan publicere

Kun administratorer kan publicere

Alle kan se, hvem der har publiceret

Kun administratorer kan se, hvem der har publiceret. Opslag bliver publiceret i foreningens navn

Mulighed for at begrænse tilgængeligheden til indholdet

Alt indhold kan ses af alle

Ingen mulighed for annoncering

Gode muligheder for annoncering

Ingen statistik på indholdets popularitet og målgrupper

God statistik på indholdet popularitet og målgrupper

Opslag publiceres med det samme

Opslag kan forhåndsproduceres og publiceres på definerede tidspunkter