Sig tak med Super-Gejst-Spreder-Prisen

Super-Gejst-Spreder-Prisen går til den eller de frivillige, du synes, der har været med til at sprede gejst og har gjort en ekstra indsats under corona. Se, hvem der har fået prisen i de forskellige landsdele.

De frivillige i landets idrætsorganisationer har på mange måder taget en for holdet under corona-krisen. Nytænkning, vedholdenhed og masser af gejst har været med til at holde liv i de lokale foreninger.

Fra den 15. februar 2021 til og med den 22. marts 2021 har danskerne kunnet indstille deres trænere, ledere og frivillige til Super-Gejst-Spreder-Prisen.

Vi kårer 13 vindere over hele landet, som hver får overrakt SUPER-GEJST-SPREDER-pokalen og et gavekort på 5.000 kroner fra INTERSPORT.

Der er mange måder at sprede gejst på:

  • Har din træner formået at fastholde det fede fællesskab på en helt særlig måde?
  • Har en frivillig etableret en ny hjemmeside, mens det hele har stået lidt stille?
  • Har din bestyrelse været gode til at holde gang i den gode relation og det gode fællesskab, så det er nemmere at starte op igen?
  • Har en forældregruppe brugt kræfter på at finde nye sponsorer?
  • Har en frivillig i din idrætsforening gennemgået al spillertøjet, måske kridtet banerne op eller malet redskabsrummet, så alt er parat, når vi igen kan åbne op?