Bordtennisklub troede sig forsikret, men mistede alt
Da Vig Hallen brændte, mistede flere idrætsforeninger mere eller mindre alt inventar. Ingen af dem var forsikret, og det har siden kostet dem dyrt.
Vig Bordtennisklub i Odsherred var én af de foreninger, der mistede alt, da en kraftig brand i 2012 raserede Vig Hallen. Klubben havde levet i troen om, at de var dækket af hallens forsikring, men det viste sig at være forkert.
Som medlem af DIF eller DGI er alle foreninger forsikret på visse områder, men ikke på alle.
»Lige siden jeg var ung, har det heddet sig, at vi var forsikret under hallen. Hallen havde en forsikring, der dækkede alle foreninger. Det var et mundtligt rygte, som ingen undersøgte. Men den dag det så virkelig gjaldt, viste det sig, at vi ikke var forsikret,« siger Lars Jensen, formand for Vig Bordtennisklub.
Mistede alt
Branden kostede bordtennisklubben dyrt både økonomisk og i form af medlemmer. I første omgang mistede klubben hele sit ungdomshold, fordi deres midlertidige nødlokaler lå for langt væk for de unge spillere. Dertil kom de materielle tab.
"Vi mistede inventar for omkring 60.000-70.000 kroner. Alt lige fra bat og borde til fjernsyn. Nu har vi brugt omkring 50.000 kroner af klubbens egne penge til at købe nye remedier. Det er omkring halvdelen af vores egenkapital, der er røget på det. Det er altså mange penge for sådan en lille klub," siger Lars Jensen.
Udover materielle ting mistede klubben også vandrepokaler og billeder tilbage fra klubbens oprindelse – ting med høj affektionsværdi for medlemmerne.
Sidder fast i harpiks
I dag er Vig Bordtennisklub tilbage i en ny og mere moderne udgave af Vig Hallen. Nu med forsikring, men uden egne bordtennislokaler. Det går blandt andet ud over klubbens ældre spillere, der sidder fast i den harpiks, der blev brugt i samme del af hallen et par timer tidligere under håndboldspillernes træning.
»Vi er selvfølgelig forsikret i dag, og mit råd til andre foreninger er, at de skal være fuldstændig sikre på, at de rent faktisk er forsikret. Ofte er det de samme tre til fire ildsjæle, der sidder i bestyrelsen i 10-15 år, og de glemmer altså at overlevere information, når der kommer nye til. Den dag man skifter formand eller bestyrelse så sørg for at spørge, om man er forsikret. De nye tror ofte, at man er forsikret, og det er altså en dyr fejl at begå,« siger Lars Jensen.
Spiller jeres forsikringer?
Skader på udstyr og inventar ved vandskade, tyveri eller brand er ikke omfattet af den kollektive forsikringsaftale, som DGI og DIF har tegnet hos Tryg. Her skal den enkelte forening selv sørge for at forsikre sig. Derfor kan det kan værd at vurdere om der er behov for supplerende forsikringer.
Idrættens forsikringer
- er en fælles forsikringsaftale, som DIF og DGI har tegnet hos Tryg blandt andet på vegne af organisationernes medlemsforeninger. Den kollektive aftale indeholder fem forsikringer:
- En lovpligtig og en frivillig arbejdsskadeforsikring
- ansvarsforsikring
- retshjælpsforsikring
- rejseforsikring
- psykologisk krisehjælp
Hvis foreningen derudover ønsker dækning af løsøre, svindel, bygninger eller transport, skal man tilkøbe en forsikring.
Læs mere om Idrættens Forsikringer.