Hvad skal hjemmesiden gøre for din forening?

I mange tilfælde er hjemmesiden det første, nye medlemmer møder, og den primære kanal til informationer for de nuværende medlemmer – men kan de finde det, de søger?

Førstehåndsindtrykket er afgørende for vores opfattelse af dem, vi møder. Sådan er det også, når nye medlemmer møder din forening på internettet. Får de nye en god oplevelse på hjemmesiden, får de også en god opfattelse af foreningen generelt.

Vi er blevet vant til at alt, hvad der er relevant og gældende, findes på internettet. Findes det ikke her, findes det ikke – tror vi. Det betyder også, at det er der, vi søger information.

Vi er også blevet mere og mere utålmodige. Vi vil ikke bruge lang tid på at lede efter de informationer, vi søger. Finder vi dem ikke umiddelbart, ringer vi med det samme eller endnu værre: giver op og dropper projektet.  

5 tip til en god struktur

  1. Gør som andre. I stedet for at opfinde dit eget system er det langt mere effektivt at gøre som de fleste andre, når du skal opbygge en menustruktur. Kald dine menupunkter det samme og placér dem i samme rækkefølge.
  2. Undgå for mange menupunkter specielt i din topmenu. Det er bedre at lade besøgende klikke et par gange ekstra, end at forsøge at tvinge dem til at overskue store mængder information.
  3. Placér menupunkter i toppen eller venstre side.
  4. Har din forening behov for at siden indeholder mange informationer til flere forskellige grupper? Så overvej flere mindre hjemmesider. Lav for eksempel en hjemmeside til hver af de store idrætsgrene og en overordnet for hele foreningen.
  5. Lav et skema inden du går i gang med opbygningen af hjemmesiden. Begynd med at skabe et overblik over de informationer, som hjemmesiden skal indeholde. Du kan for eksempel beskrive hver af de sider, hjemmesiden skal indeholde. Organisér så sedlerne i bunker under de overskrifter, menupunkterne skal have. Tjek om det er blevet overskueligt hele vejen igennem.

Strukturér foreningens informationer

En vigtig forudsætning for at bygge en velfungerende hjemmeside, er at den kan servicere de forskellige målgrupper, som besøger siden. Det kan være både nye og eksisterende medlemmer, sponsorer, kommunen, pressen, forældre, tilskuere, eliteudøvere, frivillige og andre interessenter.

Jo flere målgrupper din forening har og jo flere forskellige formål, hjemmesiden skal understøtte, jo flere sider skal hjemmesiden rumme. Det øger risikoen for, at det bliver svært for de besøgende at finde den information, de søger.

Ofte er det bedre at lave mindre hjemmesider, som er overskuelige, end meget store sider. Du kan eksempelvis dele det op ved at lave en hjemmeside til hver afdeling eller skille eliteholdet fra motionisterne. 

Bliv inspireret af de gode eksempler

Næsten alle idrætsforeninger har en hjemmeside. Det kan gavne dig, der er i gang med at udvikle en ny, for det betyder, at du kan finde inspiration hos nogle af de mange klubber, som har løst opgaven med at strukturere indhold før dig.

#1 Det lille visitkort

Farsø Gymnastikforening er en af de mindre foreninger, som har valgt at lave hjemmesiden helt enkel som et udvidet visitkort med de vigtigste oplysninger. De har valgt at lave en menu i venstre side i et niveau – altså uden underpunkter, og ellers bruger de Facebook til at gøre opmærksom på arrangementer og datoer. 

#2 Medium-løsningen

En af de mellemstore foreninger, som har gjort det rigtig godt, er Pan Idræt, som dækker Frederiksberg og en del af København. Foreningen hører til i den større ende af de mellemstore foreninger med sine 800 medlemmer, men er dog ikke større, end foreningen har valgt at have én hjemmeside, som indeholder alle informationer.

Udover topmenuen på forsiden har nogle af siderne yderligere en menu, der fungerer som faneblade med forskellige typer af informationer relateret til den enkelte sides indhold. Flere af idrætsgrenene har desuden en Facebook-profil, som bruges til nyheder og kommunikation med udøverne.    

#3 Den store model

AGF 1880 i Aarhus er en af de store idrætsforeninger, som dels har flere tusinde medlemmer, mange idrætsgrene, dels mange andre interesserede at servicere på deres hjemmesider – herunder pressen, sponsorer, kommunen etc.

I AGF 1880 har de valgt at lave en overordnet hjemmeside til hovedorganisationen, hvor du blandt andet kan læse om foreningens historie, vedtægter og bestyrelse. Fra hovedsiden er det muligt at klikke sig videre til hver enkelt afdeling med de forskellige idrætsgrene, som hver har deres egen hjemmeside, der indeholder alle de informationer, der er relevante for målgrupperne for den enkelte sportsgren.

Fra hver afdeling linkes også tilbage til hovedorganisationens hjemmeside.

Fra hovedorganisationens hjemmeside linkes der også til elitefodboldholdet AGF, som ikke deler hjemmeside med foreningens almindelige fodboldklub.