Puljer, indsamlinger og sponsorater

Mangler I midler til weekendturen, boldmaskinen eller de nye sofaer til klublokalet, I drømmer om? Så læs med her, hvor vi har samlet en vifte af muligheder for at tjene penge til foreningen.

I mange foreninger styrer antallet af medlemmer næsten alene, hvor mange penge der kommer i kassen. For kontingentkroner er foreningers primære indtægtskilde. 

Lokale sponsorer kan være en mulighed for ekstra indtjening, og både den visionære bestyrelse og ildsjælen med de skæve idéer kan der være penge at hente i fonde og puljer. 

For eksempel har DIF og DGI's foreningspulje uddelt 44 millioner kroner til foreninger i både 2018 og 2019. Se kortet over bevillinger her.

Der findes også andre måder, hvorpå I og jeres medlemmer kan gøre en forskel og bidrage til økonomien. Nogle ting kræver en større indsats end andre, men de giver typisk også et større afkast. 

Vi har samlet alternative måder fra det virkelige liv, som foreninger har brugt til at tjene penge til klubkassen.