Kajaktur på Grønåen
Grønå er en del af Sønderjyllands største vandløbssystem, Vidåsystemet, der afvander næsten 1/3 af Sønderjyllands areal. En rotur på Grønå byder på en varieret landskabsoplevelse. Der er ådiger langs en stor del af vandløbet. Hvor der er ådiger, må man sejle begge veje, men det er kun tilladt at gå i land på særligt anviste steder.
Kom med på denne skønne tur på Grønå i Sønderjylland. En tur på 18-20 km med en pause ca. midtvejs.
Vi mødes ved startstedet kl. 10.00, Slogsherredsvej 92 6372 Bylderup-Bov
Herefter skal vi have bilerne kørt til endestationen, inden vi starter roturen, så der bliver lidt ventetid i starten, men det er helt sikkert værd at vente på.
For at deltage på turen skal du have erfaring i roning og selv medbringe kano eller kajak og godkendt sikkerhedsudstyr. Medbring også din egen frokost, kaffe, te og hvad du ellers får brug for undervejs.
Chresten Nissen, Kim Skytte, Anders Boye Andersen