141.000 gymnaster til DGI Gymnastiks forårsopvisninger

Højsæsonen for gymnastikopvisninger står for døren, og DGI byder velkommen til mere end 100 opvisningsdage i hele landet.

Superlopper, landsdelshold og rytmepiger - forårets gymnastikopvisninger byder på noget for enhver gymnastiksmag. Foto: Anders Riishede (arkiv)

Flere end 141.000 gymnaster fra foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold sørger for, at der bliver fyldte haller til DGI’s forårsopvisninger landet over i slutningen af februar, marts og april.

Gymnasterne indtager opvisningsgulvene for at vise, hvad de har arbejdet med gennem gymnastiksæsonen, og der forventes omkring 135.000 tilskuere til de mere end 100 opvisningsdage.

Er det din første gymnastikopvisning? Så tjek vores guide til en god oplevelse

Formand for DGI Gymnastik, Hanne Lene Haugaard, ser frem til opvisningerne. Også fordi det viser mange facetter af gymnastikken frem til de mange publikummer.

”Ligesom eksempelvis fodboldspillere træner frem mod en kamp, så træner vi hele sæsonen frem mod forårsopvisningerne, der er et vigtigt udstillingsvindue for gymnastikken i de mange, lokale foreninger,” siger Hanne Lene Haugaard.

Imponerende gymnastik og plads til alle

Forårsopvisningerne viser hvert år, hvor bredt gymnastikken favner – og 2019 er ingen undtagelse.

Til opvisningerne kan publikum opleve alt fra de mindste børnehold i tylskørter over REP-holdenes imponerende programmer til motionsherrer og – damer. Og med knap 7.000 flere gymnaster på gulvet end ved sidste års opvisninger, så lever den gamle tradition med forårsopvisninger i bedste velgående.

”Tallene peger på, at der er mange, der gerne vil stå ved og støtte op om de gamle traditioner som gymnastikken også er. Og det er vigtigt,” siger Hanne Lene Haugaard.

Ny app giver overblik over opvisninger

For første gang kan såvel publikummer som gymnaster bruge DGI Gymnastiks helt egen app til at holde styr på opvisningerne.

Her er både opvisningsprogrammer, hal-oversigter og billetter samlet på ét sted. Håbet er, at app’en kan lette overblikket og blive en god følgesvend for såvel gymnaster som publikummer.

”App’en kan forhåbentlig være med til at gøre gymnastikken endnu mere levende for endnu flere. Og det er forhåbentlig kun første skridt mod at skabe et fantastisk gymnastikunivers i app’en,” understreger Hanne Lene Haugaard.