Alle danske gymnaster er inviteret til verdens største gymnastikstævne

Forberedelserne er i fuld gang. Og hvis du vil med, skal du slå til nu. DGI og GymDanmark er gået sammen om to fælleshold, der - sammen med udvalgte foreningshold - skal repræsentere Danmark til Gymnaestrada i 2019.

Har du været med i en opvisning med flere hundrede gymnaster på dit hold. Det er vildt. Prøv det! Foto: Michael Bo Rasmussen, Baghuset

Forestil dig 20.000 gymnaster fra cirka 50 forskellige lande. Gymnaster fra hele verden, der mødes i en uge for at dyrke fællesskabet og mangfoldigheden. For at vise og opleve gymnastik fra hele verden.

Dét er essensen ef Gymnaestrada, som er verdens største gymnastikstævne.

Man bliver høj af det! Der er ingen tvivl om, at det er fordi, vi får lov til at være sammen om det som et hold

Anders Kibæk Nielsen, gymnast og tidligere deltager i Gymnaestrada

“Man bliver høj af det! Der er ingen tvivl om, at det er fordi, vi får lov til at være sammen om det som et hold. Publikum er jo gået amok til de shows som, vi har lavet,” fortæller Anders Kibæk Nielsen, der har været til Gymnaestrada tre gange. Både som gymnast og som instruktør for Gjellerup Sdr., der igen i år er et af de udvalgte foreningshold.

Sæt kryds i kalenderen

Gymnaestrada afholdes hvert fjerde år. Og i år 2019 bliver det i Dornbirn i Østrig.

Danske gymnaster har mulighed for at deltage på et foreningshold (hvor nogle er åbne for alle) eller et af de to fælleshold, som DGI og GymDanmark står bag. Håbet er at sende over tusind danske gymnaster afsted.

“Vi vil gerne vise resten af verden, hvad vi kan, og at vores gymnaster ser verden og lader sig inspirere af det,” siger Hanne Lene Haugaard, der er formand for DGI Gymnastik. Hun har været med til Gymnaestrada i forbindelse med sit politiske arbejde for DGI, og ligesom mange andre beskriver hun det som en oplevelse for livet:

“Jeg husker bedst mangfoldigheden, og hvor mange forskellige måder, der er at udtrykke sig på. Det ville jeg have sagt, at jeg vidste på forhånd, men der blev det virkelig tydeligt for mig, hvor mange facetter gymnastik har på tværs af lande og aldersgrupper.”

Minder for livet

Fællesskab, mangfoldighed, oplevelser, kultur og inspirerende gymnastik fra hele verden. Det er nøgleord, der går igen, når man taler med nogen, der har deltaget i Gymnaestrada.

“Der er sådan en sjov ting med, at mange gerne vil bytte trøjer. Det er også en nem måde at komme man i snak med folk på, fordi de kommer hen og gerne vil bytte. Sidst fik jeg en japansk trøje med hjem fra Helsinki,” fortæller Anders Kibæk Nielsen og siger, at han ville have netop den, fordi den var sjov og anderledes.

Det er en fed måde at rejse på

Anders Kibæk Nielsen, gymnast og tidligere deltager i Gymnaestrada

Han opfordrer alle gymnaster, der overvejer at tage med til bare at springe ud i det: “Det er virkelig sjovt at bruge så meget tid sammen med sit hold. Det er en fed måde at rejse på.”

Er du nysgerrig på, om Gymnaestrada er noget for dig? De to fælleshold skal mødes til prøvetræninger første gang her i efteråret. Og alle, der har lyst til at være med, er velkomne. 

Deltag i Gymnaestrada på et foreningshold

Ud over DGI og GymDanmarks juniorhold og damehold deltager også en række foreningshold fra Danmark i Gymnaestrada 2019.

Der er i alt udtaget 15 hold - og fem af dem er åbne får tilmelding, så du har mulighed for at komme med på holdet: 

  • Maribo - Vikings (åben for andre)
  • MotionsMix - Varde (åben for andre)
  • Nordjylland UP and Away (åben for andre)
  • Team Top of Denmark (åben for andre)
  • Delingsførerne Roskilde (åben for andre)
  • Bellinge GymnasterneGjellerup Sdr.
  • Grevinderne
  • LG GymStars
  • Ollerup - Elevhold 2019
  • Rejseholdet VIK
  • SG modern gymnastics girls and tumbling men
  • Sundeved Efterskole
  • Team Taiso
  • DGI Verdensholdet